Året uden dansegulve: »Jeg savner at glemme mig selv i et hav af dansende kroppe«

Landets klubber og diskoteker har været lukket størstedelen af 2020. Men dansegulvet er ikke kun fulde mennesker og høj bas. Det er også fællesskab, ekstase og leg – alt det vi har manglet i år, skriver DJ og musikjournalist Nanna Balslev i dette personlige essay.

Dengang koncerter kunne opleves ved at være fysisk til stede. Coronavirussen har lukket dansegulvet, men vi kan alle drømme os tilbage til tiden før året 2020. Her er det Moloko med Roisin Murphy i forgrunden under en koncert i Pumpehuset i København. Arkivfoto: Mogens Flindt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var sådan en aften, hvor alt flød sammen til en højere enhed af glæde, boblende beruselse, svedige kroppe og kollektiv ekstase over det rigtige nummer på det rigtige tidspunkt. I glimt afslørede diskolamperne brede smil og hænder, der røg i vejret i takt med den tonstunge bas.

Det var sidste gang, jeg stod i mængden på et tætpakket dansegulv i år. 6. marts på Jolene i Kødbyen, og jeg kan huske, at DJ'en spillede et remix af Molokos klassiker »Sing It Back«.

Bassen resonerede i brystet på vejen hjem. Hverken jeg, min veninde eller de andre dansende havde nogen idé om, at det skulle blive sidste aften under spejlkuglen i hele 2020. Hvis nogen med clairvoyante evner i januar havde fortalt mig, at 2020 ville blive året uden fyldte dansegulve, havde jeg ikke troet dem.

»At være DJ er som at være følelsespusher af eufori, længsel og boblende nostalgi. Kan jeg tage dem derhen? Er de klar til denne her, eller er det for tidligt?«


Jeg havde som størstedelen af klodens befolkning ikke fantasi til at forestille mig, at en verdensomspændende pandemi ville ændre hverdagen radikalt, stoppe musikken og slukke for miksepulten. Men et par uger inde i forårets nedlukning gik det op for mig, hvor stor en rolle dansegulvet har spillet i mit liv.

Det har været et fristed og kreativt kraftcenter igennem mere end 20 år. Fra mine første diskoteksbesøg med falsk ID på for længst lukkede natklubber som Blue Buddha i Boltens Gård og Mantra til Mid Week Brakes på Rust, tilrøgede søndage på reggaeklubben Rub'a'dub Sundays på Nørrebro og besøg på verdenskendte natklubber som Pasha på Ibiza, Ministry of Sound i London og Berghain i Berlin (der under epidemien er omdannet til museum).

Min generations tempel

Ligesom resten af millennialgenerationen (født fra 1982 til 1996) er jeg for ung til at have oplevet 70ernes syrerockkoncerter, discoæraen eller dansk punks storhedstid i starten af firserne. Til gengæld lå mine gymnasieår samtidig med fransk filterhouses opblomstring omkring år 2000, hvor kunstnere som Daft Punk, Modjo og Cassius hittede med længselsfulde, hypnotiske househits.

Mens musikgenrerne flød sammen og rockmusikken mistede sin masseappel i løbet af 00'erne, blev natklubben min generations tempel, og lokale DJs som Keld Tolstrup, 2000 F, Djuna Barnes og Tue Track var dens guder. I midten af 00'erne var det, som om Københavns natteliv fik tiltrængt storhedsvanvid med legendariske nætter på Vega Natklub, Strøm Festival, festbåden M/S Stubnitz og Ohois bastunge grime-fester.

Men dansegulvet er ikke kun et mentalt fristed, det er også et fysisk sted, hvor jeg har fået nye venner, kærester og i mine 30ere for et par timer lykkeligt har glemt det faktum, at jeg for længst har fået forpligtelser, realkreditlån og barn.

Dansegulvet er et mytisk sted, hvor vi både er individ og del af et fællesskab. Som min veninde Julie ofte siger, når hun har været til et møde med en eller anden: »Nu ved jeg, hvor jeg kender ham fra: Vi har været til rave sammen en gang!«

Last night a DJ saved my life

Dansegulvet tilbyder en pause fra hverdagens myriader af tanker, ord og handlinger. Identitetsmarkører som titel, hudfarve og seksuel overbevisning er underordnet – på dansegulvet får kroppen lov til at være en krop blandt andre kroppe.

Du er ikke noget i kraft af din sociale status eller evne til at formulere dig klogt, men en krop, der danser.

Dans er et universelt sprog, som alle med en bevægelig krop kan mestre. Vi danser for at udtrykke os selv, virke tiltrækkende eller bare fordi, vi ikke kan lade være.

Filmcoveret fra den ikoniske film »Saturday Night Fever« med John Travolta i hovedrollen fra 1977. Arkivfoto: NF Fold sammen
Læs mere

Tænk bare på fiktionens ikoniske dansescener som Armie Hammers kiksede, men charmerende bevægelser i »Call Me by Your Name«, John Travoltas selvsikre discomoves på det blinkende dansegulv i »Saturday Night Fever« eller Gaspar Noés bevidsthedsudvidende dansesekvenser udført af professionelle dansere i det franske mesterværk »Climax« fra 2018. På dansegulvet glemmer vi bekymringer, hverdag og hjertesorg.

Og når vi danser, sætter vi os selv fri. Som omkvædet på Indeeps discoklassiker lyder:

Last night a DJ saved my life/ Last night a DJ saved my life from a broken heart/ Last night a DJ saved my life/ Last night a DJ saved my life with a song

De sidste 12 år har jeg som DJ lært, hvordan man kan ændre stemningen i et rum med en sang. Hvordan man får så forskellige typer som reklamefolk, RUC-studerende eller bandemedlemmer til at danse og glemme deres ego.

»Jeg kan huske, at DJen spillede et remix af Molokos klassiker »Sing It Back«. Bassen resonerede i brystet på vejen hjem.«


Et dansegulv har sin egen, naturlige dramaturgi. Man bygger det langsomt op og lærer at aflæse et rum og et publikum. For eksempel ved alle DJs, at man starter med at spille til kvinderne og bøsserne, fordi det aldrig er de heteroseksuelle mænd, der åbner dansegulvet.

Det er berusende at opleve, at de dansende bliver revet med af et ukendt nummer eller en baslinje, som tager dem et nyt sted hen. At være DJ er som at være følelsespusher af eufori, længsel og boblende nostalgi. Kan jeg tage dem derhen? Er de klar til den her, eller er det for tidligt?

Nærhed, ekstase og leg

2020 har været et dystopisk, surrealistisk år defineret af fysisk afstand, Zoom-møder og en snigende angst for en virus, som får os til at opfatte fremmede mennesker som potentielle smittebærere.

Dansegulvet symboliserer alt det, der har været for lidt af i 2020 – nærhed, ekstase og leg. Og selv om jeg både har deltaget i onlinefester, streamet live DJ-sæt og danset hjemme i stuen, er det ikke det samme.

Jeg savner at mærke energien fra et propfyldt dansegulv bag DJ-pulten og glemme mig selv i et hav af dansende kroppe. Heldigvis har popstjerner som Dua Lipa, Lady Gaga, Jessy Lanza, Roisin Murphy og Kylie Minogue i løbet af året udsendt albums dedikeret til dansegulvet med hits, der sender musikalske fingerkys til 70ernes disco, 80ernes Chicago-house og slut-90ernes franske filterhouse.

Nok fordi de ved, at hele verden har brug for det frirum fra ord, tanker og bekymringer, som musikken tilbyder.

Vi har brug lade os rive med af beatet og være ubekymrede kroppe blandt andre kroppe uden at tænke på mundbind, smittefare og afstand.

Jeg glæder mig til, at alverdens dansegulve åbner igen i løbet af 2021. Når de gør, er jeg i hvert fald klar.