5 stjerner: Den ene part i populær trio er gået solo. Det slipper han ualmindeligt godt fra

AOK
Musik
Anmeldelse

Oliver Sim viser med urovækkende ærlighed, at han sagtens kan stå på egne ben udenfor The xx’ trygge rammer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Oliver Sim har altid sunget sammen med Romy Madley Croft. Sammen udgør de den mandlige og kvindelige stemme i et af 2010ernes mest toneangivende bands, britiske The xx. Flankeret af producer-esset Jamie xx har de tre barndomsvenner skabt deres helt eget udtryk spændt ud mellem introvert soveværelsets-r&b og natklubbens ekstroverte dansegulvs-eufori. Mellem soulmusikkens varme inderlighed og rave-musikkens maskinelle kølighed.

Jeg har altid tænkt dem som tre perfekt afstemte komponenter i et større hele. Men hvad sker der, når man piller en af komponenterne ud? Fungerer det stadig?

Oliver Sim vover pelsen med »Hideous Bastard« – hans første album i eget navn. Her hører vi ham for første gang uden Romy men stadig med musikalsk iscenesættelse af Jamie xx. Sammenligningerne ligger lige for, og »Hideous Bastard« lyder da også ret meget som The xx – bare uden Romys tyste stemme og glasklare guitarlinjer.

Uden hendes tilstedeværelse hviler spotlyset alene på Oliver Sim, og det slipper han faktisk ualmindeligt godt fra. Først og fremmest fordi »Hideous Bastard« fremstår som et usædvanligt personligt og radikalt ærligt album. På et helt andet niveau, end vi er vant til at høre ham i The xx.

Tonen slås perfekt an på det utroligt stærke åbningsnummer »Hideous«, hvor den åbent homoseksuelle Olivers Sim crooner dybt og inderligt om, hvor hæslig han har følt sig. Hvorfor, finder vi ud af til sidst i nummeret, hvor han over et dramatisk stryger-sample pludselig løfter sløret for sit livs store hemmelighed:

»Been living with hiv / Since seventeen / Am I hideous?«

Det er mesterligt iscenesat som kulminationen på en lille film. Forud er gået fire intense minutter, hvor Oliver Sim har vendt vrangen ud på sit indre stigma, hylet sin smerte ud og tilmed mødt en overjordisk syngende lgbt-skytsengel i skikkelse af Jimmy Somerville. Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Tilbage i 80erne stod Somerville i front for Bronski Beat på en af alletiders største homohymner, »Smalltown Boy«.

Her lyser hans imponerende stemme som en stråleglans fra homo-himmerige: »Follow my voice / Sweet natured boy / Just to keep you safe / Listen for me / Be brave, have trust / Just be willing to be loved«.

Og det er da netop også et album, der handler om at lære at acceptere sig selv og finde ud af, at man er værd at elske. Men også om at filtre sig ud af de falske fortællinger og narrativer, man har fundet på for at klare sig og beskytte sig selv.

Mange af sangene her handler om forskellige former for splittelse, han har oplevet. »Never There« sætter ord på den fremmedgørelse, han har oplevet i sociale sammengænge, hvor han blot har spillet den rolle, der er blevet forventet af ham. »Romance With A Memory« stiller spørgsmålstegn ved ens minders basale troværdighed, mens han på »Unreliable Narrator« synger om at iføre sig sociale masker, der efterhånden gør det umuligt for ham at adskille sit falske jeg fra sit autentiske jeg.

Skygger og masker

»Tonen slås perfekt an på det utroligt stærke åbningsnummer »Hideous«, hvor den åbent homoseksuelle Olivers Sim crooner dybt og inderligt om, hvor hæslig han har følt sig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Young.

Det hele har en let ildevarslende klang og urovækkende udtryk, som understreges af flere referencer til Bret Easton Ellis’ kontroversielle yuppie-horror-klassiker »American Psycho«. Både i teksternes fokus på fremmedgørelse, masker og utroværdige fortællere samt Oliver Sims blodindsmurte fjæs på de ledsagende pressebilleder. Og ikke mindst i teksten til den afsluttende »Run The Credits«, hvor han synger om at hade Disney-prinsesser og mere føle sig som psykopatiske seriemordere som Patrick Bateman og Buffalo Bill.

Det skal selvfølgelig ikke tages for pålydende, men som en kreativ leg med fiktionens muligheder. Og det er med til at give de meget personlige sange en dramatisk kant, som underbygges på smukkeste vis i Jamie xx’ enestående produktioner, der er fuld af pulserende elektronik, skyggespil og urovækkende stryger-åbninger.

Og selvom Romy Madley Croft ikke er til stede, så er Oliver Sim heller ikke helt alene på »Hideous Bastard«. Gennem albummet arbejder Jamie xx aktivt med at tilføje nye dimensioner til hans stemme gennem fordoblinger og maskeringer, ændringer af pitch og afstand, samspil med forskellige samples (på »GMT« har Oliver Sim vitterligt The Beach Boys som sit kor). Det giver albummet en form for flerstemmighed, der er med til at formidle den splittelse af selvet, som er pladens grundlæggende tematik.

Selvom det ikke som sådan ender lykkeligt på »Run The Credits« – Romeo dør altid til sidst, som han synger – så lukker albummet alligevel med fornemmelsen af en form for personlig afklaring. Eller lettelse. Hemmeligheden er ude. Oliver er værd at elske. Også på egen hånd. Og han er slet ikke så hæslig, som han har har gået og bildt sig selv ind. Tværtimod.

Oliver Sim. »Hideous Bastard«. Young.

Lyt til albummet her: