5 stjerner: Dansk debutant satser og vinder stort på fremragende debutalbum

AOK
Musik
Anmeldelse

Danske eee gee debuterer med charmerende popalbum fuld af store følelser og 70er-klingende sangskrivning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midt- til slut-20erne er en fantastisk alder. Man har uanede mængder af frihed og stadig en masse muligheder åbne. Men med det følger også et pres. For det er samtidig her, man skal realisere sig selv. Få styr på sit shit og blive voksen. Måske endda begrave ungdommens flyvske forestillinger om, hvor langt ens talenter rækker.

Emma Grankvist havde egentlig kontrakt på et stort pladeselskab. Men debutalbummet med duoen Young Tiger endte som en fuser, og hvad gør man så? Finder på noget andet at lave? Eller går all-in og rejser til New York for at forfølge drømmen om en solokarriere?

Emma Grankvist gjorde det sidste, og tak for det.

Sammen med den New York-bosatte producer Rasmus Bille Bäncke har hun sporet sig ind på et nyt og langt mere personligt udtryk under kunstnernavnet eee gee. Debutsinglen, »Favourite Lover«, strøg direkte ind som P3s Uundgåelige sidste år. Siden fulgte flere stærke singler, herunder den fine »All Or Nothing«, der netop handler om at stå der midt i 20erne og stresse over, om man tør satse på sin drøm eller må lade sig nøjes.

Begge sange er også at finde på debutalbummet, »Winning«. Albumtitlen vidner om en kunstner med selvtilliden i orden. Men den er samtidig leveret med et glimt i øjet. Sangene er nemlig sunget fra et sted i livet, hvor tingene slet ikke er så entydigt optur.

Det er old school på den moderne måde, kan man sige, med god plads til både eftertænksomhed og følsomhed uden eee gee nogensinde mister grebet om de iørefaldende melodier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niklas Adrian Vindelev.

New York er en drøm for mange, men der kan også være ensomt. Specielt hvis man lige har været igennem et brud og samtidig prøver at stykke sig selv sammen igen, som det lader til her. Når eee gee synger, at hun er »Winning« eller »Killing It«, er det lige så meget en form for ønsketænkning.

Virkelig god sanger

Sammen med Rasmus Bille Bäncke har hun dog fundet frem til en vindende formular midt mellem nordisk popsensibilitet – ikke helt ulig MØ – og en mere varm og håndspillet 70er-sangskriver-tradition, som man også genfinder hos navne som Lana del Rey og Tobias Jesso Jr. Det er old school på den moderne måde, kan man sige, med god plads til både eftertænksomhed og følsomhed, uden at  eee gee nogensinde mister grebet om de iørefaldende melodier.

Den slags kræver en virkelig god sanger, og der leverer eee gee også uden problemer. Hun synger vildt godt både i det dybe og helt lyse leje, lægger de smukkeste korharmonier og er samtidig udstyret med en let jazzet klang, der kaster svalende skygger af blåtonet melankoli.

Rundt om hende rammer Rasmus Bille Bänckes produktioner en fin balance mellem de håndspillede instrumenters analoge varme og en mere moderne programmeret poplyd. Lyt for eksempel til den stærke »Contraband«, hvor falmet mellotron møder digitalt manipulerede korstemmer og boomende bas over en valsende 6/8-rytme. Det er skisme godt lavet.

Albummets stærkeste stunder er dog de mere entydigt retro-lænende »Forever Dreaming« – der oser af Fleetwood Mac-vibes – den uhyre velformede break-up-klaverballade »You Don’t Have To Tell Me It’s Over« og ikke mindst den elegante »Killing It«, der får melankolien til at lyde decideret opløftende. I den anden ende af skalaen kommer titelnummeret omvendt ikke helt i mål med sin mere bombastiske moderne produktion. Det er, som om der ikke er helt plads til eee gee.

Men det er en lille indvending mod et ellers meget overbevisende debutalbum, der i den grad bør sætte eee gee på det musikalske landkort. Både ude og hjemme. Talentet er flyvefærdigt, og på »Winning« foldes vingerne helt ud.

Lyt til albummet her:

eee gee

»Winning«

Future Classic