31 dage, 31 sange

Med »A Month Of Unrequited Love« har Michael Møller spillet og sunget sig op i sangskrivningens superliga.

Det ligner halsløs gerning. For hvordan skulle man kunne levere 31 sange på 31 dage uden at tabe højde og gå i tomgang?

Om Michael Møller har stillet sig selv sådanne spørgsmål er ikke til at vide, men sikkert er det derimod, at han ikke tvivler på sine egne evner som sanger og sangskriver. Det har han nu heller aldrig haft grund til. Som stemme og strofemester i det sofistikerede poporkester Moi Caprice har han udviklet sig fra det uhyre lovende til det decideret fremragende, og da han i 2007 solodebuterede med »Every Streetcar’s Got A Name«, blev hans talent forløst fuldt ud.

Og »A Month Of Unrequited Love« er som debuten en konceptuel sag. Udover det konceptuelle i selve udgivelsesforholdet – en ny sang hver dag i maj på sitet amonthofunrequitedlove.com – så er indholdet også fokuseret på ét emne. Hvor det på »Every Streetcar’s Got A Name« var sex, så gælder det her den ugengældte kærlighed.

»I just want to thank you for leaving my life«, synger han som det allerførste, og »The Birth Of A Song« er ikke bare en fortælling om en forladt mand, men også en bittersød erkendelse af nederlagets kunstneriske kraft; af afvisningens stimulerende indflydelse på sangskrivningen.

»With the risk of sounding dumb/That’s where all the music comes from«, lyder det således, mens tangenter, flygelhorn og klarinet tegner de blå, poetiske stemninger op.

Her, som på resten af albummet, er arrangementerne enkle, afdæmpede og afklarede, og musikere fra Moi Caprice og fra den øvrige del af den stærke københavnske musikscene – eksempelvis Jacob Bellens og Jannis Noya Makrigiannis – falder naturligt ind omkring de blødt svungne melodier.

Vel minder projektet om Magnetic Fields’ »69 Love Songs« fra 1999, men der er en tristesse-tonet melodiøsitet og et litterært touch over sangene, som er Michael Møllers eget. Ja, med de 31 sange er han blevet en sværvægter i dansk sangskrivning, og alene åbningslinjerne er det hele værd.

»It’s four in the morning, it’s May I am told«, lyder en af dem og ligner det perfekte anslag til en novelle eller roman. Og når alle ordene fungerer så fornemt i en musikalsk sammenhæng, skyldes det Michael Møllers stemme, som besidder en patos som hos en Morrissey eller Roy Orbison, og som på forunderlig vis evner at blande ironi ind i højstemtheden.

Så »A Month Of Unrequited Love« er langt fra halsløs gerning, og Michael Møller har på ingen måde knækket nakken på projektet, som er stort i mere end én forstand. Vidunderligt.