2 stjerner: Hvad gik der galt? Han plejede at være sjov og cool. Nu er han bare kedelig

AOK
Musik
Anmeldelse

Father John Misty gør op med sin indre »Funny Girl« på søvndyssende crooner-plade.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Father John Misty plejede at være det mest hippe, man kunne forestille sig. En über-cool kunstnertype. Intellektuel. Sylespids. Sarkastisk. Provokerende. Morsom. Velklædt. Damernes ven.

Det var noget, der pludselig var kommet til ham, fortalte han mig i et interview tilbage i 2015. Han havde i årevis udgivet gravalvorlig folk-musik under sit eget navn, J. Tillman. Succesen var begrænset, musikken kedede ham. Så tog han et svampetrip og endte med at sidde nøgen oppe i et træ med udsigt over Stillehavet. Da han kravlede ned igen var det som boheme-superhelten Father John Misty. Hipsternes hofnar på slap line.

Lige så snart han gav slip på misantropen og slap sin indre joker og Lothario løs, kom succesen til ham. »Fear Fun« (2012) og »I Love You, Honeybear« (2015) var fremragende singer/songwriter-plader fuld af mindeværdige og medrivende sange, der sammen med hans alter egos eksplosive showmanship på få år sendte ham fra undergrunden til hovednavn på Orange Scene.

Som crooner læner Father John Misty sig mere op ad Harry Nilsson end Frank Sinatra. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ward & Kweskin.

Men det er, som om gnisten er forsvundet igen. Som om Father John Mistys superkræfter langsomt er ved at slippe op. På »Pure Comedy« (2017) og »God’s Favourite Customer« (2018) viste han kun glimt af fordums styrke. Er han ved at blive til J. Tillman igen? Almindeligt dødelig sangskriver?

Ikke helt. Men der er sket noget. På hans nye album, »Chlöe & The Next 20th Century«, sætter han selv i vanlig selvbevidst stil ord på det, når han på »Funny Girl« synger om den sjove kvindelige sanger, der kan charmere bukserne af David Letterman og få hele rummet til at skrige af grin. Det er selvfølgelig ham selv, han synger om. Eller rettere: Den gamle Father John Misty. På den måde er sangen både et opgør og et åbent spørgsmål: Hvem er jeg, hvis jeg ikke er ham den sjove? Vil folk stadig lytte, hvis jeg bare synger mine kærlighedssange?

Det mest ærlige svar er desværre nok nej. I hvert fald hvis han har tænkt sig at lyde som på størstedelen af »Chlöe and The Next 20th Century«. Her springer han ud som old school crooner akkompagneret af et big band med strygere, blæsere og hele pivtøjet. Det er enormt elegant på en dræbende kedsommelig måde.

Forsvundet i egen navle

Som crooner læner Father John Misty sig mere op ad Harry Nilsson end Frank Sinatra. Sammen med Randy Newman, et andet åbenlyst forbillede for Father John Misty, udgjorde Harry Nilsson en skæv og smågenial auteur-flanke i amerikansk sangskrivning tilbage i 1970erne. To outsidergenier, der insisterede på at gøre tingene på deres egen måde og stadig lykkedes med at få de store pladeselskaber til at betale for det.

En sang som »Goodbye Mr. Blue« er helt åbenlyst inspireret af Harry Nilssons største hit, »Everybody’s Talking« fra filmen »Midnight Cowboy« (1969). Men resten af pladen flugter mere med Nilssons senere ekskursioner ud i en allerede dengang altmodisch og sentimental crooner-musik. Plader, der i dag ikke står tilbage som Nilssons fineste stunder. Og det samme gør sig desværre gældende for Father John Misty.

Ligesom Harry Nilsson virker det som om Father John Misty er forsvundet op i sin egen navle. Undervejs er der ingen, der har fortalt ham, at det her var en dårlig idé. Det er jo ham, der er chefen. Ham der er geniet. Og man gør selvfølgelig, hvad chefen siger.

Det er egentlig ærgerligt. For man kan sagtens lave god crooner-musik. Også i 2022. Det kræver bare gode sange. Og her halter det desværre for Father John Misty. Sangene er der ganske enkelt ikke. De er kønne, men også virkelig kedelige. Og værst af alt: Humoren er stort set væk.

Så er det altså svært ikke at savne »Funny Girl«.

Father John Misty
»Chlöe and The Next Century«
Bella Union