Hvis man gerne vil virke autentisk i musikbranchen, så er der historisk set ikke noget, der virker bedre end at bevæbne sig med en akustisk guitar og en popsang om kærlighed, der giver kuldegysninger de helt rigtige steder.
Spørg bare dommerne i X Factor eller Ed Sheeran, der gennem 10erne har skabt sig en karriere som en af tidens største popstjerner ud fra den formel.
Kun et halvt år efter sit seneste album, der bearbejdede sorgen over kræftsygdom i familien og tabet af en nær ven, er den rødhårede trubadur tilbage med flere generiske popsange om livet, kærligheden og forsøget på at acceptere sin nedtur frem for at løbe væk fra den.
Men hvor ville jeg dog ønske, at Sheeran i stedet var begyndt at mikrodosere, rejse verden rundt med sine børn, eller hvad man nu gør, når man er en popstjerne i akut livskrise.
Why rimer på cry
For albummet er lige så nostalgisk og behagesygt som en labradorhvalp, der har været alene hjemme hele dagen. Som titlen indikerer er »Autumn Variations« en hyldest til efterårets grundfølelse af afsked og slutninger.
Der er melankolske, men forudsigelige sange om, hvor bevægende kærligheden er (»Magical«), selvmedlidende sange om kun at leve for lørdag aftens brandert (»Plastic Bag«) og sange om ensomhed (»That’s On Me«).