Montaigne og konservatismens berettigelse

I året 1862 udsendte den radikale russiske kritiker Nikolaj Tjernysjevskij »Hvad bør der gøres?«, en bog der med jævne mellemrum er blevet udnævnt som en oplagt kandidat til titlen den ringeste roman nogensinde. Men politisk kan dens betydning næppe overdrives. Tjernysjevskij anbefalede i værket en fuldstændig omkalfatring af samfundet, og »Hvad bør der gøres?« blev en bibel for datidens russiske revolutionære. Lenin lagde ikke skjul på, at Tjernysjevskij havde ændret hans livsbane og ført ham ind på det spor, der i 1917 skulle lede til den russiske revolution. I 1902 genbrugte han ligefrem titlen, da han i en pamflet satte ord på sine egne revolutionære ideer.

1800-tallets russiske himmelstormere var ikke ene om at kredse om Tjernysjevskijs spørgsmål. De seneste 100 år har været præget af et utal af udmeldinger om, at store samfundsforandringer er enten uundgåelige eller i hvert fald tvingende nødvendige, moralsk set. At der bør gøres noget, kort sagt. I mellemkrigstiden var det de totalitære bevægelser, der lovede at føre deres proselytter frem til det forjættede land. Siden hørte vi i 1970erne et ekko fra den totalitære røst, da det efterhånden ikke helt unge ungdomsoprør udartede til en strid imod såvel markedsøkonomien som skik og brug i det hele taget. I dag er det så fra fundamentalistiske muslimer i og uden for Vesteuropa, at vi hører den nu så velkendte melodi samt selvfølgelig fra de 70er-oprørere, der endnu står ved deres ungdoms trosbekendelse.

Det sidste er ikke tilfældigt. I oplyste kredse er »Hvad bør der gøres?« et spørgsmål, der fænger. Betænk blot skriverierne i den danske avis, der meget sigende kalder sig »organet for den højeste oplysning«. Nyskabelser bliver set som et gode som forbedringer mens de, der vil forsvare det bestående, bliver udråbt som bagstræberiske, som mavesure folk der ønsker at bremse fremskridtet. Bevisbyrden ligger kort sagt hos de mennesker, der maner til besindighed; mens fortalerne for forandring har det moralske overtag, netop fordi de ønsker at forbedre tingenes tilstand.

Men er det nu helt rimeligt? Det er værd at betænke, at størstedelen af det 20. århundredes humanitære katastrofer blev foranstaltet af oplyste socialistiske bevægelser, der søgte at omforme samfundet. Tænk på Stalins tvangskollektiviseringer, Maos Store spring fremad og Pol Pots cambodjanske rædselsregimente. Den track record bør i sig selv mane til omtanke. Men vi kan også hive mere filosofiske, og dermed principielle, argumenter frem af gemmerne.

Et af de bedste har over 400 år på bagen. Jeg tænker her på humanisten Michel de Montaignes »Forsvar for Raymond Sebond«, der udgør knap halvdelen af den anden bog i hans berømte »Essays«. Ud over selve argumentet er Montaigne et besøg værd, fordi han kombinerer to politiske holdninger, der ofte har skreget ad hinanden: på den ene side et liberalt sind den sydfranske adelsmand fordømmer ikke andre mennesker og på den anden side en konservativ advarsel imod bratte forandringer.

Montaignes udgangspunkt i »Forsvaret« er vores fundamentale uvidenhed. Den franske humanist afviser så ganske enhver tanke om, at mennesket er i stand til at gennemskue tilværelsens love, såfremt sådanne måtte eksistere. Fornuften er ikke et universalmiddel, der påvidenskabelig vis kan afstikke vejen til et dennesidigt paradis, fortæller han sine læsere. Den sætter os ikke i stand til at skelne mellem godt og ondt, og den sætter os slet ikke i stand til som en anden social ingeniør at lade samfundets fjedre snurre mellem vore fingre. Det er både sigende og absurd, at dogmatikere har ret til at have fuldstændig uforenelige holdninger »den ene siger grøn, den anden gul« mens de ikke har ret til at tvivle. For den menneskelige skepsis udgør ret beset vores eneste figenblad.

Det leder os frem til den gamle humanists betragtninger om lov og ret, skik og brug. Med lov skal man land bygge, derom er Montaigne ikke i tvivl. Men hvad betyder det i praksis? Kollektive regler og normer er ifølge den franske adelsmand et produkt af vaner og skikke. Og det er der ingen grund til at begræde. For, betoner Montaigne igen og igen, det er ikke muligt at nå frem til en absolut enighed om, hvad der er retfærdigt, og hvad der ikke er. Ideen om en i mennesket iboende naturret er rent blændværk; det er ikke tilfældigt, at intet her i verden varierer så meget som love og normer. Den enkelte bør følge sit lands love og skikke, netop fordi der ikke er noget sandt alternativ til dem og han bør følge dem, uanset om han privat anser dem for gode eller dårlige. Det er med andre ord ikke rimeligt at hævde, at man har en moralsk ret (og dermed pligt) til at ændre samfundet.

Dertil kommer et mere praktisk argument. Det er nemlig overordentlig svært at ændre etablerede overbevisninger og love. Konsekvenserne af sådanne tiltag har en tendens til at brede sig som ringe i vandet og vende op og ned på både dette og hint, understreger Montaigne. Samfundets kompleksitet gør, at de utilsigtede virkninger vil overskygge de tilsigtede, ville vi sige i dag. Fornyelsen vil derfor ofte føre flere onder med sig, end den fjerner. Vore ønsker om at ændre overgår næsten altid vores evne til at planlægge og det er farligt.

Hvor efterlader det os? Jo, ifølge den gamle humanist bør vi ikke spilde vores gode krudt på at fundere over det, Fjodor Dostojevskij senere skulle kalde de forbandede spørgsmål: sandhedens væsen, retfærdigheden absolutte bud og det gode samfund. I stedet for at stræbe efter disse højere luftlag bør vi blive ved jorden. Til syvende og sidst kan vi ikke gøre andet end at tage til takke med tilværelsen som mennesker med den fejlbarlighed, det nu indebærer.

Det råd er det bestemt ingen skam i at lytte til. Det samme gælder Montaignes tankegods i det hele taget. I mødet med den radikale udfordring med kravet om at drive utopien og den dertilhørende sociale ensretning igennem med magt har den konservative besindighed meget at byde på. Det er her Montaignes advarsel mod at bryde med sædvane kommer til sin ret.

Samtidig kan vi bringe en anden konservativ pointe i spil: nødvendigheden af at have orden. Anarkiet og dermed menneskets ulveansigt får frit spil, hvor statsmagten bliver pillet fra hinanden af de revolutionære.

Det beviste de brushoveder, der i det 20. århundrede gentagne gange skulle betræde den sti, Tjernysjevskij havde udstukket i 1862. Kommunismen i særdeleshed ønskede at omforme såvel naturen som mennesket. Målet var at skabe en ny og fager verden befolket af nye mennesker; slægten Homo sapiens skulle afløses af Homo novus eller for at være mere præcis Homo sovjeticus.

Projektet sigtede mod at gøre en ende på alle samfundets dårligdomme. Men den skygge, der kvæler lyset, er som bekendt selv et barn af lyset. For det totalitære projekt blev nødvendigvis drevet ud i menneskeforagt, ud i en fuldstændig ligegyldighed over for de virkelige mennesker, netop fordi målet var så forjættende, at det helligede midlet.

Det 20. århundredes totalitære katastrofer understreger, at den konservative besindighed har sin berettigelse, også i dag. Eller for at sige det på en anden måde: I stedet for bestandig at spørge: »Hvad bør der gøres?«, er det ofte tilrådeligt at slå sig i tøjret og spørge: »Er det nu også klogt at gøre noget?«.

At der er et problem, betyder ikke nødvendigvis, at der findes en løsning. Bevisbyrden må kort sagt ligge hos dem, der ønsker forandringer i hvert fald nogle gennemgribende af slagsen. Og det gælder, selv hvis de mener at ligge inde med den højeste oplysning.