Mod efterlyses

Regeringens forslag til en finanslov er tæt på at være kemisk renset for mærkesager, der afspejler den parlamentariske virkelighed. Finansminister Thor Pedersen har fået raspet sine liberale kanter af til rund konsensus, og det er synd, når nu vi for en gangs skyld har en borgerlig-liberal regering med et solidt flertal bag sig.

Dansk Folkeparti har travlt med at skrive kostbare ønskesedler vel vidende, at langtfra alt kan honoreres. Men partiledelsen fortæller da, hvilke politiske pejlemærker, man går efter. Thor Pedersens kommentar til den lange ønskeseddel er, at det ville være ejendommeligt, hvis ikke Dansk Folkeparti havde sine egne krav.

Javist. Men hvor er så regeringens mål? Det kan da ikke være en tilstrækkelig ambition at flytte rundt på en enkelt procent af statsbudgettet. Hvor er modet og nytænkningen? Hvor er den øgede vægt på personlig frihed, tilskyndelsen til opsparing og stimulansen til iværksætterkulturen? Hvor er de udspil, der klart og tydeligt viser, at der eksisterer et alternativ til socialdemokratisk tænkning og blød konsensus omkring midten?

Dansk politik har i årtier været præget af den ejendommelighed, at borgerlige flertal ikke kunne enes indbyrdes og derfor satte socialdemokratiske mindretalsregeringer til at lede landet. VKR-regeringen 1968/71 var principielt en borgerlig regering med flertal bag sig, men den radikale statsminister, Hilmar Baunsgaard, turde ikke andet end at føre socialdemokratisk politik, og det kvitterede vælgerne for ved at sætte VKR på porten og bane vej for nye socialdemokratiske regeringer.

Poul Schlüter havde i sine 10 år som regeringschef ikke bevægelsesfrihed til at markere borgerlige mærkesager i større omfang, da de parlamentariske vilkår i vid udstrækning dikterede politik på socialdemokratiske præmisser. Med valget i fjor fik vi for en gangs skyld en borgerlig regering med et operativt flertal bag sig. Og det er gået ret pænt med at indfri valgkampens løfter. Men energien og visionerne kan da ikke være brugt op allerede nu. Vi efterlyser ikke revolutioner. Men vi efterlyser mod til at plante nogle borgerligt-liberale milepæle, der er synlige i landskabet. Det mod savnes i finanslovforslaget, som endda er regeringens helt eget uden socialdemokratisk forarbejde.

Lomborgs timing

Ingen kan beskylde den omstridte danske miljøprofet Bjørn Lomborg for ikke at have sans for timing. I et indlæg i New York Times gjorde han - på åbningsdagen for FN-topmødet om miljø og udvikling i Johannesburg - op med begrebet bæredygtighed. Det er f.eks. bedre og billigere at tilpasse sig klimaændringerne på kloden, end det er at gøre noget fundamentalt for at forhindre den globale opvarmning, skrev Lomborg.

Bjørn Lomborg blev i foråret af regeringen gjort til direktør for det nyoprettede Institut for Miljøvurdering. Med andre ord kender den danske regering udmærket Lomborgs grundlæggende synspunkter. Alligevel kommer undsigelsen af begrebet bæredygtighed ikke på noget heldigt tidspunkt for den danske regering, der med statsminister Anders Fogh Rasmussen og miljøminister Hans Chr. Schmidt i spidsen skal tale EUs sag i forsøget på at opnå global enighed om netop at sikre vækst og udvikling på et bæredygtigt niveau.

Bjørn Lomborg har naturligvis al mulig ret til at mene, at man gør verden og menneskeheden en større tjeneste ved at satse på vækst og glemme al den snak om forurening, uddøende dyrearter og udpining af naturressourcerne. Lomborgs ukonventionelle synspunkter har såmænd ofte været velkomne i en miljødebat, hvor tankegangene tit er fastlåste. Ideen om at bruge pengene til miljøet bedst muligt er der således stor fornuft i. Men dér, hvor kæden springer af for Lomborg er, når han går skridtet videre og tør satse hele klodens fremtid i en ensidig tro på, at udvikling alene kan løse alle problemer. Han afviser således Kyoto-aftalen, der skal afbøde den globale opvarmning. Den er for dyr i forhold til effekten, mener Lomborg, der dermed i den sag er helt uenig med regeringen.

Rigtigt er det dog, at kloden ikke reddes ved at sætte al udvikling i stå. Den virkelige opgave er at bekæmpe fattigdom og elendighed og samtidig sikre, at næste generation kan indånde frisk luft, drikke rent vand og undgå drastiske klimaændringer. Det er præcis det, topmødet i Johannesburg handler om. Netop derfor var Lomborgs debatindlæg en forbier - selvom timingen var helt perfekt.