60 millimeter.
Ikke længere end en tændstikæske, men nok til at gøre en forskel. I hvert fald når de sidder i næsen på den nye Mini. Her forstærker de seks centimeter »hundehuset«, så det ikke længere må nøjes med fire stjerner i Euro NCAPs crashtest, men opnår topkarakteren fem.
Sådan er den nye Mini. Ikke til at skelne fra forgængeren, men fuld af små forbedringer.
At den ligner sig selv skyldes ikke mangel på opfindsomhed. Som de siger i Premier League: Lav aldrig om på et vinderhold. Siden BMW overtog Mini i 2000 og dermed fik mærkets første kompaktbil efter devisen »if you cant beat them, buy them«, har Mini banket den samlede BMW-produktion op på mere end én million biler. Mini er på en gang blevet cool kult og profitabel pengemaskine. Et stykke livsstil som de unge og hippe selv Madonna flasher på linje med Gucci-tasker, Nokia-mobiler og iPods i metropoler fra London til L.A.
Herhjemme er Mini dog lige så sjælden som en politiker fra Ny Alliance med et standpunkt. Hundehuset koster nemlig en herregård. 293.000 kroner skal der på bordet for mellemudgaven Cooper, og så er vi kun lige begyndt. Almindeligheder som aircondition, læderrat, cd-afspiller og sædevarme hæver indsatsen med yderligere 35.000 kroner, og så er vi deroppe, hvor selv distingverede briter må udstøde et forarget »shocking, my dear!«Ærgerligt kan vi tilføje. For Mini har aldrig været bedre. Efter en tur i hundehusene Cooper og Cooper S logrer man nærmest af begejstring.
Sir Alec Issigonis opfandt Minien i 50erne, og konceptet er stadig genialt: En lille, let bil med hjulene helt ude i hjørnerne og et styretøj, der virker, som om det har telepatisk kontakt med forhjulene.
Et halvt århundrede senere er klichéen »kører som en go-kart« fortsat det eneste, man ikke kan styre udenom i en Mini. Og det i en grad så man gang på gang tager sig selv i at forlade hovedvejen for at udforske bivejene.
At køre Mini er at genopdage glæden ved at tage en omvej, finde jomfruelig asfalt og lægge bilen an til et dobbeltsving med samme præcision som Mikkel Kessler placerer næverne på modstanderens hage. To hurtige ryk med håndleddet, og Minien slår den mest kringlede kurve knock-out, mens du storgrinende indleder jagten på den næste.
Som en hanhund er Mini altid parat til at lette ben og pisse territoriet af. Bagenden er usædvanligt levende og gør det muligt at styre Minien gennem sving ved hjælp af speederen. Giv gas og den styrer udad, slip speederen og den trækker indad. Forrygende morsomt og stærkt vanedannende. Heldigvis sørger elektronisk antiskrid for, at hundehuset ikke vælter.
Værktøjet er også i orden med noget så sjældent i denne klasse som uafhængige baghjulsophæng i aluminium. Bremserne bider som en rottweiler, og gearet skifter tungt, men også hurtigt og præcist.
Den største forskel på den nye Mini og forgængeren skal man dog tilbage på motorvejen for at finde. Komforten er klart bedre med lavere støj og fjedre, der sluger både små og store ujævnheder med appetit som en langt større bil. Sammen med en fremragende kørestilling også for os på 190 centimeter gør det endelig Mini duelig til langturen. Skubber man de store forsæder lidt frem, er der endda plads til et par store teenagere på bagsædet.
Men pak med omtanke. Bagagerummet rummer højst to-tre sportstasker.
Motorerne er den anden store nyhed i Mini. Cooper siger so long til den astmatiske 1,6er, som BMW lavede sammen med Chrysler og bon jour til en ny maskine på samme størrelse, som tyskerne har udviklet med Peugeot.
Resultatet er mest fransk comme ci, comme ca. Variabel ventilstyring, direkte indsprøjtning og 120 hk lyder lovende, men netop lydsporet fra det frække udstødningsrør er mere Elton John end Rolling Stones. Man savner et Keith Richards-riff og det sidste svirp af power under overhalinger.
Så er der anderledes rocknroll i Cooper S, hvor turbo hidser samme motor op til 174 hk. Med den forvandles Mini fra puddel til pittbull, men får også problemer med at overføre de mange kræfter fra forhjulene til asfalten i sving. Og hvis det ikke er for meget af det gode, så er den samlede ekstraregning for turbo, læderrat og større fælge på 81.000 kroner. Og var forgængerens plastikagtige interiør så bare forbedret... Mini hævder, at kabinen er opgraderet, men bortset fra et speedometer på størrelse med Big Ben er det svært at se og mærke forskel. Udstrålingen er stadig kæk som Tony Blairs på en særligt optimistisk dag, men vi slipper ikke helt for vaklende knapper, knirkende paneler og knagende forsæder. Mini-fabrikken ejes måske nok af nøjeregnende tyskere, men ligger fortsat påøen, hvor de synger »Rule Britannia«...
Alt det tilgiver man gerne efter en lang eftermiddag i den morskabskarrusel, almindelige bilister kalder sogneveje. Her kører Mini den hjem på charme, selvtillid og lækkert design. Lad bare dem, der ikke har haft fornøjelsen, kalde den hundehus, dametaske eller det, der er værre: Få biler byder uanset pris og power på så meget uforfalsket køreglæde som Mini.
Var der ikke lige det med prisen, bestilte vi straks en Mini. Helst en Cooper uden S i »mellow yellow« lakering og med skaktern på taget. Men 300.000 kroner nærmer sig tyveri, og så ender vi med at stikke halen mellem benene og løbe pivende væk fra det fristende, men hundedyre hundehus.
