»Min højgravide kæreste måtte tage høreværn på«

En af beboerne i nabogaden til Hyskenstræde ringede fire gange til politiet for at klage over høj larm ved de autonomes gadefest natten til lørdag.

Ansvaret ligger ikke kun hos ballademagerne, der raserede gaden, og hos politiet, der ikke gjorde noget ved det – men også hos arrangørerne af den såkaldte gadefest i Hyskenstræde i Indre By fredag nat. En gadefest, der endte i hærværk, bål og brand.

Det mener James Thisted, der i otte år har boet i Klosterstræde, som ligger i forlængelse af Hyskenstræde, og som fredag nat blev tvangsindlagt til de autonomes musikvalg, der drønede ud af gigantiske højtalere opsat til lejligheden.

”Arrangørerne tror åbenbart, at Indre By er et fristed for folk, der går i byen, men vi er altså også folk, der bor her. Der er rigtig mange beboere i alle bygninger herinde,” siger beboeren, der flere gange ringede til politiet for at klage over larmen, første gang lige omkring midnatstid.

Techno-fest i soveværelset
”Det er som om, der bliver holdt total techno-fest inden i vores soveværelse. Først tror jeg, at der holder en bil med høj musik neden for vinduet, så jeg kigger ud og kan se, at der er godt gang i den. Så jeg ringer til politiet,” forklarer han.

Og det endte han med at gøre i alt fire gange den aften – men hver gang med samme svar, og uden at der blev gjort noget ved sagen.

”Hver eneste gang jeg ringer, får jeg at vide, at politiet er opmærksomme på situationen og er til stede,” fortæller James Thisted, hvis gravide kæreste blev nødt til at tage høreværn på for at kunne holde det ud.

"Ny fyrer vi den af"
”På et tidspunkt bliver der skruet lidt ned i ti minutter, men så råber de: ’Nu fyrer vi den af’, og så bliver der igen skruet helt op for bassen. Det varede i cirka tre timer, og vi bor i hvert fald 100 meter fra Strøget, så det siger noget om, hvor højt det var."

Han var selv nede på gaden flere gange, og kom også i kontakt med nogle af de betjente, der var på stedet, og som observerede fra sidelinjen.

”De siger, at de ikke må gøre noget indtil videre. De regner med, at det bliver opløst, men det nytter ikke noget for os, når vi kan høre høj musik i vores soveværelse,” påpeger James Thisted, der på et tidspunkt bliver så frustreret, at han ringer 112 – men igen uden synderlig effekt.

Tisser på gaden
Først ved 3-tiden stopper musikken, og beboerne kan få nattero. Men deres gade har mere varige minder.

Der er blevet tegnet graffiti-tags på bygningerne, brosten fra noget vejarbejde er forsøgt brækket op, og nogle af festgæsterne har efterladt mere kropslige hilsner.

”Om natten ser jeg tre teenagepiger, der går ned og sætter sig og tisser midt i vores gade. Det er simpelt hen så ulækkert. Det er jo ikke Roskilde Festival,” lyder det fra James Thisted.

Klager påny til politiet
Hans skuffelse over politiets håndtering af sagen vokser kun, da han mandag tager ind på Station City for påny at klage over fredag nats begivenheder.

”Jeg får ordret at vide, at jeg kan anmelde hærværk, men at jeg ikke kan anmelde larmen nu. Det skal man gøre, når det sker, men det var jo det, jeg gjorde, da jeg fire gange ringede og klagede,” konstaterer den mangeårige beboer.

Leder Mogens Lauridsen på Station City oplyser, at man er ved at sikre sig et overblik over anmeldelser om hærværk, tyveri og andet, der har kostet folk penge, og det er planen, at der vil blive lavet en særlig behandling af sagerne fra Hyskenstræde, som der er kommet ”en del af” i løbet af søndag og mandag.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Politi vedrørende omfanget af anmeldelser og registrering af klager over larmen.