Millionforlig på vej i København

De borgerlige partier på Københavns Rådhus afgør torsdag formiddag, om de vil indgå i et stort forlig om byggeri af nye børneinstitutioner og en omfartsvej ved Nordhavn.

Københavns Rådhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ty Stange
De københavnske forældre kan se frem til 10-15 nye daginstitutioner med i alt 661 nye, varige daginstitutionspladser. Til gengæld bliver beboere på Østerbro sandsynligvis nabo til en ny omfartsvej i terræn mellem Helsingørmotorvejen og Nordhavnsområdet.

Læs også: Frank J. opfylder valgløfte om børn

Torsdag formiddag genoptager de københavnske politikere forhandlingerne om en storstilet anlægspakke, kaldet Kickstart København, til 600 mio. kr. Pakken indeholder både byggeri af nye daginstitutioner samt den omstridte Nordhavnsvej, som de borligere partier har kæmpet for bliver lagt i en boret tunnel.

Læs også: Der mangler penge til tunnelprojekt

Men ifølge den konservative leder på Københavns Rådhus, Mogens Lønborg, går forhandlingerne i retning af, at der kun bliver afsat penge til en firesporet vej, delvis i terræn, mellem Helsingørmotorvejen og Østerbro. Derfor er det også usikkert, om de borgerlige partier går med i det forlig, der ventes indgået til formiddag.

Nordhavnsvejen er den største knast

- Nordhavnsvejen er problematisk. Vi havde hellere set en anden og bedre tunnelløsning, men det kan vi nok ikke ændre på. Vi må så overveje, om vi kan acceptere den vejløsning, siger Mogens Lønborg.

Nordhavnsvejen er ifølge Mogens Lønborg den største knast i forhandlingerne om Kickstart København, der indeholder andre elementer, som de borgerlige partier er positive overfor. Det gælder ikke mindst nye daginstitutioner og støtte til forskningsområdet.

- Børnepasningsproblematikken er væsentlig for rigtig mange københavnske familier. Vi har også hele vejen igennem og ikke mindst i valgkampen sagt, at Københavns Kommune kunne være med til at forbedre forskningen og få flere internationale forskere til København. Og der ligger nogle muligheder i forhandlingerne om at komme igennem med noget på det område, siger Mogens Lønborg.