Midt mellem ude og inde

Verandaen er en interessant arkitektonisk konstruktion. Et sted der både er inde og ude, både halvt privat og halvt offentligt. Man er beskyttet men nemmere at iagttage, end hvis man befandt sig inden for hjemmets fire vægge. Man er – også i symbolsk betydning – mellem inde og ude. Man er i grænselandet. Verandaen er et passagested og et overgangsrum.

Umiddelbart er det en konstruktion, man forbinder med fjerne lande eller vores egen fortid, men måske er verandaen ved at vende tilbage i ny skikkelse. Ved mange nyere lejlighedsbyggerier opereres der med såvel vinduer fra gulv til loft som en slags glasoverdækkede terrasser, der må gøre privatlivet til en mere vanskelig affære. Man er en del af det offentlige rum og så alligevel ikke. Verandaen er derfor et relevant tema for overvejelser og undersøgelser, og det har fire begavede danske kunstnere da også forsøgt på i Kunstforeningens udstilling Veranda.

Bortset fra den absolut mest nærliggende forklaring – at det simpelthen er alt for subtilt for Deres udsendte – synes jeg ikke, udstillingen er forløst. I hvert fald ikke med nær samme afklarethed som Thomas Bangs, Ingcar Cronhammars og Poul Ingemanns udstilling på Kunstindustrimuseet. De fire kunstnere er Henrik B. Andersen, Jesper Christiansen, Jes Fomsgaard og Søren Jensen. To storartede malere, to glimrende skulptører.

En af de sidstnævnte, Henrik B. Andersen, arbejder med nogle lidt skitseagtige skulpturer, eller også lader man sig blot narre af de ydmyge materialer som gips og pap, men under alle omstændigheder synes værkerne mere at pege på en undersøgelse af de konkrete udstillingsrum end så meget andet, og mest glad er man måske for hans vægarbejder. Søren Jensen imponerer på udstillingen med ikke mindst sine havelignende konstruktioner, der udover verandaen også synes at forholde sig til tidens måske mest udbredte reservat, kontorlandskabet.

Jesper Christiansen arbejder i sine malerier hyppigt med forskudte planer på en utrolig elegant – og ofte også humoristisk – måde, og i hans billeder oplever man, hvordan man faktisk bevæger sig mellem inde og ude og i øvrigt rundt og rundt og rundt i nogle rebuslignende billeder. Rundt og rundt kommer man også i Jes Fomsgaards malerier, der gennem årene er blevet stadig mindre pertentlige til fordel for et friere malerisk sprog, men havde billederne indgået i en temaudstilling om storbyen, havde det også passet fint.

Indvendingerne betyder ikke, at det ikke er en interessant udstilling, eller at der ikke er gode værker – Søren Jensens fotografier af drivhuse (sic!) bør også lige nævnes – for det er det. Bestemt en af de bedre i hovedstadsområdet netop nu. Men idemæssigt forekommer udstillingen ikke rigtigt forløst.