Whistleblower advarede om flere bygninger end skandalehøjhus – beboere fortæller om vand i kælder, revner i vægge og vandskader

En whistleblower advarede for et halvt år siden om groft byggesjusk i et skandalehøjhus på Amager – men også i to etageejendomme ved siden af. Ejer af etageejendommene, Heimstaden, vil undersøge betonen for en sikkerheds skyld. Imens fortæller beboere om en stribe problemer.

Amanda Lindsay Hesager er en af de beboere på Faste Batteri Vej på Amager, der fortæller om en stribe problemer med den nybyggede ejendom, hun flyttede ind i i december 2018. En ejendom, der er opført af entreprenøren Bach Gruppen og siden overtaget af det svenske ejendomsselskab Heimstaden. Thomas Lekfeldt

Efter cirka to måneder i deres splinternye lejelejlighed på Bryggens Bastion på Amager, vågnede Casper Mikkelsen og hans kæreste op en nat i begyndelsen af 2019 til en lav lyd, der mindede om en brandalarm. Det viste sig at være en fugtalarm, og da parret trådte ud af sengen, lå der cirka en centimeter vand på gulvet.

Flere steder dryppede vand ned fra loftet. Casper nåede kun at tage et par joggingbukser på, før parret løb ud af lejligheden. Kæresten nåede ud ad hoveddøren, mens Casper i entreen måtte tage hænderne op for at skærme sig, da gipsloftet gav efter og faldt ned sammen med det vand, der havde samlet sig i hulrummet over loftet.