Lørdag aften har der været sammenstød mellem hooligans på Glostrup Station.
Det oplyser politiet til Ekstra Bladet.
Video fra stationen viser et regulært slagsmål mellem to grupperinger, der tilsyneladende er Brøndby og FCK hooligans. Mens en hooligan slår løs på en anden, bliver en ældre kvinde væltet omkuld på perronen ved et brændende romerlys. Hun forsøger at kravle i sikkerhed, mens slagsmålet eskalerer.
Nogle af hooligantyperne er maskerede mens andre ikke er. Der er enkelte med Brøndbys blågule farver, og andre med muleposer med skriften »sektion 12« på. Sektion 12 er en fanafdeling i FCK-miljøet.
Optøjerne sker dagen inden derbyet mellem FCK og Brøndby på Brøndby Stadion.
Selvom det ser voldsomt ud på videoen, havde politiet i første omgang ikke indtryk af, at episoden var særlig dramatisk.
»Der har været noget tabernakel. Det var ikke noget særligt alvorligt,« lød det fra vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Lars Guldborg til Ekstra Bladet.
Politi: »Meget voldsomt«
På det tidspunkt havde han endnu ikke set videoen. Det havde han da Berlingske kort efter ringede.
»Det ser ret voldsomt ud. I første omgang havde vi fået meddelelse om, at det ikke var så voldsomt, og vi har ikke fået nogle anmeldelser. Men vi var derude og fik standset tog og registreret folk. Men jeg kan godt se, når jeg kigger på videoen nu, at det ser meget voldsomt ud, så vi afventer om der er tilskadekomne og om nogle vil anmelde, men det er de nok ikke så interesserede i. Hvis vi ud fra videoen kan se noget, der er en decideret voldsepisode, så er det noget, vi undersøger.«
Der er en ældre dame, der bliver fanget i slagsmålet og falder?
»Ja, lige præcis,« svarer Lars Guldborg.
Han understreger over for Berlingske, at det ikke har nogen betydning for politiets afvikling af kampen mellem Brøndby og FCK søndag.