Venstre og Socialdemokratiet i København går sammen i et opsigtsvækkende samarbejde hen over midten
Med det fælles mål om at få flere idrætsfaciliteter i København er de to partier gået sammen i en idrætsalliance.
»Der er nærmest ikke et samfundsproblem i dag, der ikke kan løses med foreningsidræt. Det er godt for både den fysiske og den mentale sundhed. Hvis vi ikke prioriterer at få lavet idrætsfaciliteter, så går vi glip af alle de her skønne ting, som foreningsidræt bringer med sig,« siger Jonas Bjørn Jensen, politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus samt medlem af Kultur- og Fritidsudvalget.
Med denne idrætsalliance vil Socialdemokratiet og Venstre få idrætsfaciliteter »rykket op på prioriteringslisten«, forklarer Cecilia Lonning-Skovgaard, spidskandidat for Venstre i København.
Målet er blandt andet flere boldbaner og haller i København samt bedre udnyttelse af havnen til idrætsformål. Alt sammen skal ske ved grøn og miljøvenlig udbygning.
Derudover ønsker de at nedsætte et idrætsråd med repræsentanter fra idrætsforbund- og foreninger, der skal med ind over beslutninger om faciliteter og vilkår.
»Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at vi får indkaldt til første møde inden jul. Det er ikke noget, der først skal ske på den anden side af årsskiftet,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Et løfte til borgerne
Denne idrætsalliance skal også ses som et løfte, understreger begge parter.
»Hvis vi skal ventelisterne til livs, så skal idrætslivet vide, at de har en ambassadør på hver side af midten, som har forpligtet hinanden til at arbejde sammen – også når det bliver svært – om at opføre de idrætsfaciliteter, der mangler,« siger Jonas Bjørn Jensen.
Cecilia Lonning-Skovgaard stemmer i.
»Jeg håber, at det bliver servet så hårdt nu, at det er et løfte, vi ikke kan løbe fra senere,« siger hun.
København ligger nummer sjok på landsplan, når det handler om, hvor mange indbyggere, der deles om hver idrætsfacilitet. Det viser en opgørelse foretaget af Kaas & Mulvad for Berlingske på baggrund af tal fra Idrættens Analyseinstitut.
Opgørelsen viser, at der i hovedstaden er 1.291 borgere om én idrætsfacilitet, mens der i Varde Kommune, som indtager førstepladsen, blot er 227 borgere pr. idrætsfacilitet.

»En symbolsk markering op til valget«
Med denne idrætsalliance møder Venstre og Socialdemokratiet hinanden hen over midten. Her bygger de videre på et samarbejde om det københavnske idrætsliv, som de to partier har haft i mange år.
»Når det kommer til idræt, så er det dem, vi har arbejdet bedst sammen med. Jeg har altid kunne ringe til Cecilia, og så har hun haft ja-hatten på, og vi har kunnet finde nogle gode løsninger,« siger Jonas Bjørn Jensen.
Det gode samarbejde genkender Cecilia Lonning-Skovgaard også.
»Vi har en opfattelse af, at det er en kamp de to partier har lidt alene. Når noget skal aftales – både hurtigt og på længere sigt – så kan man regne med Socialdemokratiet,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Det Konservative Folkeparti ser også meget gerne flere idrætsfaciliteter i København og byder de to partier velkommen til at invitere De Konservative med i denne idrætsalliance.
»Der er ingen partier på rådhuset, der ikke vil flere idrætsfaciliteter. Det er noget, alle partier har med til budgetforhandlingerne år efter år. Det her er en symbolsk markering op til valget,« siger Karina Bergmann, medlem af Kultur- og Fritidsudvalget for De Konservative.
Hos Enhedslisten ser de også flere idrætsfaciliteter i København som en vigtig sag.
»Jeg synes sagtens, at de kunne have inviteret Enhedslisten med, for vi er jo på samme linje her. De to partier alene kan jo ikke få gennemført flere idrætsfaciliteter i København. Der er de nødt til at have andre med, og der ville det give god mening at vende sig mod Københavns nuværende andenstørste parti, Enhedslisten,« siger Karina Vestergård Madsen, gruppeformand for Enhedslisten i København og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget.