Da de satte sig for at måle partikelforureningen i Københavns metro, havde de forventet at finde en vis koncentration af sundhedsskadelige partikler.
Lignende undersøgelser har påvist det samme i London, Paris og Stockholm.
Alligevel blev forskerne fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet overraskede over omfanget.
Der er nemlig en kraftigt forhøjet koncentration af sundhedsskadelige partikler i metroen, der hver uge benyttes af to millioner passagerer. Det skriver Politiken på baggrund af en videnskabelig artikel trykt i tidsskrift Environment International.
Forskerholdet målte i foråret 2021 partikelforureningen på 14 udvalgte metrostationer. De har dertil kørt rundt i de underjordiske toge med en mobil måler bundet om overarmen.
Konklusionen: »Systemet er overraskende forurenet på trods af dets nylige konstruktion.«
Dermed er metroen formentlig det sted i Københavns offentlige rum, hvor man udsættes for den mest koncentrerede luftforurening.
Iværksætter »ekstraordinær vask«
Det højeste niveau fandt forskerne på Cityringen, der åbnede i 2019. Togene løber kun under jorden, hvor luften ikke i samme grad skiftes ud, når dørene åbner.
I Cityringen er koncentrationen af partikler ifølge forskerne 20 gange større end ved H. C. Andersens Boulevard, som ellers går for at være et af de mest forurenede steder i hovedstaden.
Også Steffen Loft, professor i miljømedicin ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, som ikke har været involveret i projektet, er overrasket.
»De her niveauer er i den absolut højeste ende af, hvad man ser i metrosystemer, og det er overraskende, at man ikke har kunnet begrænse koncentrationen i en metro, der er så ny. Cityringen blev jo åbnet i 2019,« siger han til Politiken.
Ifølge professoren kan jernpartikler have betydning for sundheden hos passagerer såvel som ansatte i metroen – men det vil kræve yderligere forskning at fastslå, understreger han.
Metroselskabet har nu iværksat en »ekstraordinær vask« af hele systemet – og har skærpet opmærksomheden mod partikelforurening.