Ulovlig tendens har bredt sig blandt københavnske børn og unge ned til 12 år: »Det er 100 procent nemt at skjule for forældrene«

De ulovlige e-cigaretter, Puff Bars, bruges af børn helt ned til 12 årsalderen i København. Børnene er ikke bevidste om, at det er ulovligt og skjuler det nemt over for deres forældre.

»Det er 100 procent nemt at skjule over for forældrene,« forklarer Eva Fog Noer, ekspert i børn og unges digitale liv, om de såkaldte Puff Bars. Arkivfoto: Christian Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix Christian Hartmann

En ny, skadelig trend er begyndt at sprede sig blandt børn og unge.

Puff Bars, som er ulovlige engangs e-cigaretter med smag af æble, jordbær og mango, bliver røget af børn ned til 12-13 år, fortæller Riad Tolba, sekretariatschef hos SSP København.

I Københavns Kommune har kommunens SSP-medarbejdere, der hjælper byens udsatte unge, observeret brugen af Puff Bars rundt om i byen. Og det er ikke kun de unge udsatte, som bruger Puff Bars – det ses også blandt resten af byens unge, fortæller Riad Tolba.

Han har over sommeren set en stigning i brugen af Puff Bars blandt byens børn og unge.

På trods af at der siden 1. april har været et forbud mod salget af e-cigaretter med smag, er frygten stadig, at de unge ikke er bevidste om, at det er ulovligt at ryge Puff Bars.

»Jeg har en antagelse om, at mange af de unge ikke ved, at det er ulovligt« siger Riad Tolba.

Halvdelen af de 16-19 årige drenge har prøvet at ryge e-cigaretter, og cirka 25 procent af de 15-årige har eksperimenteret med e-cigaretter, viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra 2018.

Riad Tolba oplyser, at disse tal ikke lyder usandsynlige.

Også Eva Fog Noer, ekspert i børn og unges digitale liv, fortæller, at alle unge kender nogle, der har prøvet Puff Bars. Ifølge hende er det ikke bare en kortvarig trend.

»Det er ikke bare en døgnflue. Det har foregået længe. Og vi kan ikke stoppe det helt«, fortæller Eva Fog Noer.

Nemt at skjule for forældre

For mange af de unge, der ryger Puff Bars, er det også blevet et nyt stilikon. Ifølge Eva Fog Noer anses det for at være mere sejt blandt de unge, som ser Puff Bars som værende pænere og lækrere end almindelige cigaretter.

Hun mener også, at forældrene oftest ikke er bevidste om, at børnene bruger Puff Bars:

»Det er 100 procent nemt at skjule over for forældrene« forklarer Eva Fog Noer.

Blandt de, der sælger og distribuerer Puff Bars, findes der også nogle, der kan tilbyde hårdere varer.

Promovering og skattejagter via sociale medier

Især de sociale medier har været anvendt til at promovere og sælge Puff Bars til unge. På Instagram og TikTok findes der profiler, der sælger Puff Bars. Her kan man henvende sig anonymt, uanset alder, forklarer Eva Fog Noer.

Et nyt fænomen på TikTok er såkaldte skattejagter, hvor der bliver lagt videoer op med hvilke postnumre, der er gemt Puff Bars i, sådan at børn og unge selv kan tage ud og lede efter dem.

»Det er en måde at introducere det på til nye, så de får smag for nikotinen, vil have mere og selv begynder at opsøge det«, fortæller Eva Fog Noer.

Selvom hun ikke mener, at brugen af Puff Bars kan stoppes helt, råder hun forældre til, at de tager debatten op med deres børn og unge.

»Vi skal tage snakken med dem og gøre dem opmærksomme på, hvor ulovligt og usundt det er «, siger eksperten i børn og unges digitale liv.

Siden 1. april 2022 har der været forbud mod salg af aromatiserede e-cigaretter med andre smage end tobaks- og mentolsmag, men salget foregår fortsat.