Ukrainske flygtninge i Danmark: Vækkeuret ringer klokken 2.30, og der er 30 kilometer på cykel til arbejde

Cirka 60 procent af de ukrainske flygtninge er i beskæftigelse som lønmodtagere, og en arbejdsgiver omtaler dem som dygtige, arbejdsomme og stabile. Men der er stor forskel på antallet af ukrainere i arbejde i de forskellige kommuner.

Hver morgen klokken 2.30 ringede vækkeuret hjemme hos Igor Levin i Ballerup, og så satte han sig ellers op på elcyklen og kørte cirka 30 kilometer til Tårnby for at møde på arbejde klokken 5.

Uret ringer stadig tidligt hjemme hos Igor Levin, han møder stadig klokken 5 i Tårnby, men han har nu købt sig en bil, og dermed slipper han for hver eneste dag at stå helt så tidligt op og cykle omkring 60 kilometer til og fra arbejde.