Ugen ud holder Københavns Politi særligt øje – og har belønning med til de forbilledlige

Det kan koste dig 700 kroner at køre på cykel uden lys efter mørkets frembrud.

Tiltaget kommer i forlængelse af, at Københavns Politi i november annoncerede et øget fokus på cyklisters sikkerhed. Thomas Lekfeldt (arkiv)

Er du en af dem, der ikke altid har styr på det med lyset, når du cykler gennem København efter mørkets frembrud?

Så er det her måske dit tegn til at få gjort noget ved det.

Denne uge har Københavns Politi og Rådet for Sikker Trafik nemlig særlig fokus på vigtigheden af at have lys på cyklen i mørket – noget, som alt for mange cyklister ifølge politiet glemmer. Det skriver KøbenhavnLIV.

Politiet vil i løbet af uge fire lave målrettede indsatser flere steder i mørket.

Prisen for at køre uden cykellygter er en bøde på 700 kroner.

Men det er ikke kun synderne, politiet er på jagt efter. De, der husker lygterne og de øvrige færdselsregler, skal nemlig belønnes.

»Vi vil fortsat give bøder til dem, der overtræder reglerne, for eksempel ved ikke at have lys på i mørket, men ud over bødeblokken vil vi i denne uge også have en lille anerkendelse med til dem, der har styr på lygterne og i øvrigt har en god og forbilledlig adfærd på cykelstien,« siger leder af nærpolitiafdelingen Jonas Wybrandt.

Præcis, hvad anerkendelsen består i, melder historien ikke noget om.

Københavnerne efterspørger mere synligt politi på cykelstierne

Tiltaget kommer i forlængelse af et øget fokus på cyklisters sikkerhed, som Københavns politidirektør, Anne Tønnes, annoncerede slutningen af november sidste år.

Det er sket efter opfordring fra Københavns Politis borgerråd.

»Noget af det, der fylder for mange, er et ønske om, at vi er mere til stede blandt cyklisterne for at se og påtale andre forseelser end dem, vi typisk ser ved vejkryds. Det er et rigtig godt indspark, som vi har taget til os,« udtalte politidirektøren i november.

Ud over den øgede tilstedeværelse på cykelstierne vil Københavns Politi også skrue op for informationen om færdselsreglerne for cyklister.

Også det sker også på baggrund af en efterspørgsel fra københavnerne.

»Borgerne opfordrer os også til at øge fokus på færdselsreglerne og peger på, at mange forseelser blandt cyklister kan skyldes cyklisters manglende kendskab til reglerne og en manglende forståelse for, hvordan man som cyklist kan være til gene for andre,« fortalte Anne Tønnes dengang.

Har du styr på reglerne?

  • Alle cykler skal have lys i lygtetændingstiden, som er fra solnedgang til solopgang – samt i usigtbart vejr som eksempelvis tåge og tæt sne.

  • En cykel med to hjul skal udstyres med mindst én forlygte, som skal lyse hvidt, gult eller blåligt, og én baglygte, som skal lyse rødt. Lygterne monteres på cyklen, ikke cyklisten.

  • En cykellygte skal være tydeligt synlig på mindst 300 meters afstand uden at virke blændende og også være synlig fra siden.

  • Hvide, blålige og røde lygter må gerne blinke – med mindst 120 blink i minuttet. Gule forlygter skal lyse konstant.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik, Cyklistforbundet.