TV 2 giver ikke tilladelse – kæmpe storskærmsfest aflyst

Der var planlagt folkefest i Forum, når VM-kampene skulle vises på storskærm. Men kort før arrangementet skulle løbe af stablen, har TV 2 trukket stikket.

Et kæmpe storskærmsarrangement i Forum på Frederiksberg er nu aflyst på grund af manglende sendetilladelse fra TV 2. Billedet er fra et storskærmsarrangement i Tivoli under VM i 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forum på Frederiksberg skulle under VM-kampene forvandles til »Danmarks største stående værtshus«.

Spillestedet havde gjort klar til storskærmsarrangement med plads til flere end 8.000 gæster og havde annonceret et samarbejde med musikeren Gulddreng, som skulle agere vært.

Sådan bliver det ikke.

For TV 2 har ikke givet Forum tilladelse til at vise kampene, og derfor er arrangementet nu aflyst.

Det oplyser Sophie Laraignou, der står for driften i Forum, til B.T. i en e-mail:

»TV 2 har ikke kunnet give arrangøren en tilladelse til at vise VM i Forum – derfor blev den aflyst,« skriver hun.

Billetterne til arrangementet skulle have været gratis, men skulle dog reserveres gennem billettjenesten Biletto.

Her står der dog, at afhentning af biletter til arrangementer er udskudt, og at man kan se mere på Facebook-siden. Denne side er dog slettet.

Det er DBU, der ejer rettighederne til at vise landsholdets kampe på tv. Fra sommeren 2022 er rettighederne blevet forhandlet af FIFA og UEFA, der har solgt dem til TV 2.

DBU skriver på sin hjemmeside, at det kræver skriftligt tilsagn fra TV 2, før man kan vise kampene på storskærm.

Hos TV 2 lyder meldingen, at Forum skulle have fået tilladelse til at vise kampene, før man begyndte at planlægge og markedsføre arrangementet:

»Man skal ikke invitere til fest, før man har fundet bandet. Forum har ikke fået tilladelse til at lave storskærmsarrangement, og alligevel har de inviteret folk. Så det er da ærgerligt for dem, men de kunne jo have spurgt om lov først,« siger Frederik Lauesen, der er sportschef på TV 2 og tilføjer:

»Vi ønsker selvfølgelig at beskytte de rettigheder, som vi sammen med DR har købt ind i dyre domme. Vi vil rigtig gerne have, at der er fodboldfester rundt omkring i landet, men vi har selv vores arrangement i København sammen med DBU og DR. Vi har sagt ja til mange arrangementer forskellige steder rundt i landet, men vi skal også tænke på vores egne rettigheder, for det er ikke billigt det her.«

Artiklen er opdateret klokken 17:30 med kommentar fra TV 2.