Det bliver et historisk øjeblik, når Tour de France skydes i gang i København til sommer.
Sådan lyder det fra byens overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), der har svært ved at skjule sin begejstring, når hun taler om det kommende event, der ifølge hende vil efterlade byen lige så gul som førertrøjen.
Hvis københavnerne står klar 1. juli, når første etape – en enkeltstart – skydes i gang, kan de være heldige at få et hurtigt glimt af verdens bedste cykelryttere, når de tramper rundt i byens gader. Men man skal være vaks ved havelågen, for det er ikke utænkeligt, at der kan blive sat en rekord på den 13 kilometer lange rute, der er flad som en pandekage.
»Jeg synes, det er historisk. Det er verdens største cykelløb, der kommer til verdens bedste cykelby, så jeg synes, det er historisk,« siger Sophie Hæstorp Andersen.
En undskyldning for folkefest
At Tour de France sådan kommer til Danmark giver ifølge overborgmesteren København »en undskyldning« for, at man kan lave »en kæmpe folkefest«. Det er hendes håb, at den vil samle byen om det, København også er – en by, der elsker cykler og cyklister.
»Og så skal det jo meget gerne vise byen frem fra den bedste side. Vi er en åben by med plads til alle,« siger hun.
Adspurgt om det er fair, at københavnernes dagligdag på nogle af årets helt store rejsedage på den måde skal forstyrres af lukkede veje og alternative ruter, er svaret ganske klart.
»Det kan jo ikke være anderledes,« siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:
»Det er rigtigt, at der vil være steder, hvor der bliver spærret for anden trafik. Det følger jo med, når man laver et sportsevent midt i byen. Og derfor gør vi alt, hvad vi kan for i så god tid som muligt at informere om, hvor der vil ske afspærringer, så man kan planlægge efter det,« siger hun.

FestiVélo i Fælledparken
Men det er ikke kun selve Touren, der på dansk jord løber fra 1. til 3. juli, overborgmesteren ser frem til at markere sammen med resten af byen og de 300.000-400.000 gæster fra ind- og udland, man forventer vil komme i forbindelse med eventet.
Den 1. og 2. juli kommer Fælledparken nemlig til at danne ramme om en stor cykelfestival, FestiVélo, som Sophie Hæstorp Andersen håber, at mange vil lægge vejen forbi.
I løbet af festivalen vil der være en del aktiviteter for små og store, men en af de helt store attraktioner bliver formentlig, at københavnerne – ganske unikt – selv kan prøve kræfter med enkeltstartsruten dagen efter, at de professionelle har kørt den.
Og det er en ting, som Sophie Hæstorp Andersen også selv vil kaste sig ud i.
»Det er jo helt unikt, at man som københavner kan få lov til at tage sin cykel og gennemføre sin egen lille Tour de København uden, at der er nogen biler på vejene overhovedet,« siger hun.
Og så kan man se frem til at se hovedstaden plastret til i påskegule farver – der selvfølgelig skyldes den gule førertrøje – på de steder, hvor ruten fører cykelrytterne forbi. Det vil helt konkret ske ved, at man vil vikle mange træstammer ind i gult stof.
Hvad glæder du dig mest til?
»Jeg glæder mig til det hele. Jeg glæder mig til at se København springe ud i gult med sjove indslag. Det er jo noget af det, der er fantastisk ved at se Tour de France – udover cykelrytterne, som man jo kommer så fantastisk tæt på – at man kan se alle de indslag, hvor folk har gjort noget for at pynte op og spille med på stemningen.«
De tre etaper
Første etape skydes i gang på Nørre Farimagsgade og slutter på H. C. Andersens Boulevard. I løbet af de 13 kilometer kommer rytterne forbi Søerne, Fælledparken, Kastellet og Den lille Havfrue, mens de også skal et smut forbi Amalienborg, hvor de måske kan få et glimt af Dronningen i farten – og det er denne rute, som københavnerne også kan prøve kræfter med.
Anden etape byder på en noget længere tur. Her skal rytterne ud på en 199 kilometer lang rute fra Roskilde til Nyborg. Undervejs skal de passere Storebæltsbroen, og det er jo en oplevelse, der er de færreste forundt.
Noget andet, der også bliver spændende at følge, er, hvordan man vil løse de trafikale problemer, som en regulær lukning af Storebæltsbroen med garanti vil medføre på en af årets helt store rejsedage.
For Charlotte Vithen, områdechef for Vejdirektoratet, er der ingen tvivl.
Det – og de andre etaper i øvrigt – kommer til at få »omfattende betydning for trafikken«.
»Af den simple grund, at det ikke er muligt at køre på ruten eller krydse den undervejs,« siger Charlotte Vithen.
På tredjedagen skal rytterne til det sydlige Danmark, hvor der venter en 182 kilometer lang etape fra Vejle til Sønderborg. Her kommer de undervejs forbi Jellingstenene og Gråsten Slot. En rute der måske godt kunne ende i en massespurt i Sønderborg, lyder vurderingen.