Skal man med toget her til formiddag fra Københavns Hovedbanegård, bør man måske tage afsted fem minutter før.

Der er nemlig lige nu strømafbrydelse på banegården, som cirka 100.000 rejsende kommer igennem på en normal dag.

Det skriver DSB på Twitter og på sin hjemmeside.

Strømafbrydelsen blev annonceret lidt i ni torsdag morgen, og den betyder, at skiltene på banegården er gået i sort, mens udkaldene på stationen kan fejle.

Strømafbrydelsen har derudover også den konsekvens, at billetautomater og rejsekortstandere er ude af funktion, og det er her, at man som rejsende bør være ekstra opmærksom, hvis man ikke har sin billet på telefonen eller på anden vis i fysisk form.

Togene kører nemlig fortsat, men det kræver som altid en billet, hvis man vil stige ombord.

Derudover har strømafbrydelsen også den konsekvens, at elevatorer og rulletrapper heller ikke kører i øjeblikket. DSB oplyser dog, at man fortsat kan benytte sig af elevatorerne på Tietgensbroen, der stadig virker.

Det har ikke tidligere været klart, hvad strømafbrydelsen på København Hovedbanegård skyldtes, men torsdag middag er meldingen fra DSB, at et tog har beskadiget nogel kabler.

DSB oplyser også, at Havarikomissionen nu er ved at undersøge sagen, og at man fortsat arbejder på at genetablere strømmen.