Støj og gener er blevet for meget på københavnsk gade

Støj generer beboerne i området ved Sønder Boulevard på Vesterbro. Det skal begrænses, mener Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti.

Sønder Boulevard på Vesterbro er en livlig oase. Men sommetider for livlig,  mener Dansk Folkepartis Finn Rudaizky. (Arkivfoto) Christian Als

Glade mennesker, der sidder i græsset på Sønder Boulevard ved Gasværksvej på Vesterbro i København.

Det er ikke et sjældent syn. Særligt ikke i den danske sommers lyse nætter, ledsaget af en øl eller mange.

Det lyder umiddelbart ikke som et problem.

Men det medfører for meget støj og larm i nattetimerne og generer beboerne i området – og det skal der gøres noget ved.

Det mener Dansk Folkepartis Finn Rudaizky, der er medlem af Københavns borgerrepræsentation. Han har forslået, at man pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at komme med et forslag, der skal skabe mere ro på Sønder Boulevard, efter han har modtaget klager over støjen fra naboerne i området. Det skriver København Liv.

»Vi går ikke ind for en nedlukning kl. 22. Det er ikke dét, det handler om. Det handler om de børn, der skal op i skole, eller de voksne, der skal på på arbejde og simpelthen er plaget af støj på tidspunkter af døgnet, hvor man altså normalt ikke fester. Medmindre det er Distortion eller lignende«, siger Finn Rudaizky til København Liv.

Han foreslår, at en løsning eksempelvis kan være natteværter, som er Københavns Kommunes supplement til politiet, eller skærpede ordensregler.

Forslaget skal behandles på et møde i borgerrepræsentationen 24. august.