Med en kommende sø som nabo får to ejendomme en »direkte udsigt«.
Og ejendommene kan nu blive dine, for statens ejendomsselskab Freja Ejendomme har besluttet at sætte de »naturskønne« ejendomme til salg.
Der er tale om to landejendomme i Søborg ved Gilleleje i det nordligste Nordsjælland.
Først en »helt unik« ejendom på Toftevej 70, der byder på mere end 42.000 kvadratmeter grund, og hvor man kan bo, få heste, være flere generationer eller have en bed and breakfast, lyder det i salgsopstillingen.
Til en listepris på ni millioner kroner får man – måske vigtigst af alt – således en ejendom med en »fabelagtig« panoramaudsigt« til den kommende Søborg Sø, eftersom ejendommen ligger på en bakke.

Og så er der den anden ejendom – en »markant ejendom« med adressen Søborg Søvej 17, lyder det fra Freja Ejendomme – som med en stor grund på mere end 5.000 kvadratmeter byder på både bolig og hestestald.
Også her er søen, som gendannes over 2023 og 2024, central.

For selvom ejendommen fra 1940 ikke ligger på en bakke, er den beliggende direkte til Søborg Sø. Derfor får boligen alligevel en »enestående udsigt over landskabet« fra førstesalen. Her er prisen som udgangspunkt 5,5 millioner kroner.
Begge ejendomme er tidligere ejet af Naturstyrelsen. Det sker indimellem, at statslige ejere sætter ejendomme til salg. For eksempel blev der i september i år sat historiske ejendomme til salg i form af et tidligere badehotel i Hornbæk samt en Indre By-ejendom med et kæmpe bibliotek og en lang historie bag sig.
Her skulle man byde på de to ejendomme, mens man med de to nye ejendomme i Søborg ved Gilleleje kan nøjes med at tage forbi de mæglere, der står for salget på vegne af staten, såfremt man vil aflægge besøg eller byde på ejendommene.
For Toftevej er det Nybolig, og for Søborg Søvej er det Home.




