Sprut, sprittuscher og soundbokse: »Puttefesten« er tilbage efter coronadvale

Efter et års coronapause er tusindvis af gymnasieelever atter samlet til »Puttefest« i Dyrehaven ved Klampenborg. Den traditionsbundne og omdiskuterede indvielse af gymnasiernes 1.g-elever med sprut og sprittuscher fandt sted fredag, hvor Berlingske var taget med til fest.

Tusindvis af gymnasieelever samles igen i år til puttefest i Dyrehaven. Mathias Eis

Det er tidligt på eftermiddagen, da de første gymnasieelever med øldåser, shotflasker og opblandede sodavand myldrer ind på sletten. 1.g'ere og 2.g'ere er klædt i hvideT-shirts med sprittuscher klar til at dekorere både bomulden og deres hud.

De stiller sig rundt i nervøse klynger med dem, de kender, og kigger over på de andre, mens de sipper til alkoholen. Den store slette er endnu ikke fyldt ud, festen er først lige begyndt. Men som flaskerne bliver tomme og menneskene myldrer til, bliver grupperne blandet, og lydniveauet stiger.