Socialdemokratiet i København har et problem. Selvom man fra centralt hold forsøger at udlægge situationen anderledes og mere positivt, så er det et faktum at:
Partiet fik et rigtig skidt kommunalvalg, mistede en af byens syv borgmesterposter og titlen som Københavns største parti.
Man bevarede dog overborgmesterposten med Sophie Hæstorp Andersen. Men hun måtte i efteråret se sig udspillet ved et budgetforlig, hvor Socialdemokratiet helt historisk ikke var med.
Partiet slås ikke længere kun om stemmerne med Enhedslisten og SF på den røde flanke. I villakvartererne i for eksempel Valby og Brønshøj bor et nyt segment af københavnere, der hælder mere til at stemme borgerligt og ved seneste valg var med til at give De Konservative et godt valg i byen.
På det seneste har anonyme kritikere i gruppen har haft held til at plante verbale knive i ryggen på overborgmesteren og sætte gang i en gætteleg om, hvilke A-navne fra Socialdemokratiet, der kunne træde ind som livredder og afløser som spidskandidat for et udfordret parti.
Strategien i partiet centralt på rådhuset er at nedtone den indre uro. Både ved offentligt at udskamme de anonyme kritikere og i skarp tone bede dem fokusere på politik frem for kritik. Samt ved at nedtone kritikernes antal og styrke, samtidig med at byens kredsformænd fik travlt med at bakke op om overborgmesteren.
