Smittetrykket falder i nedlukningstruet Frederiksberg-sogn: »Det giver et håb om, at toppen er nået«

I Danmarks tættest befolkede kommune har et område været tæt på en lokal nedlukning. Selvom smittetrykket falder, har borgmester stadig en klar opfordring til borgerne.

De svingende smittetal viser, at smittesituationen er ekstrem flygtig, siger borgmester på Frederiksberg Simon Aggesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Tirsdag er smittetrykket faldet i Godthaabs Sogn på Frederiksberg.

Det sker, efter at Frederiksberg-borgmester Simon Aggesen (K) mandag advarede om en mulig nedlukning. Det er dog endnu for tidligt at ånde lettet op, siger han.

»Det viser jo, at smittesituationen er ekstrem flygtig. Derfor skal man være ekstra opmærksom. Det giver et håb om, at toppen er nået, men dette er dog stadig for tidligt at sige, og det ændrer ikke ved, at vi grundlæggende har et højt smittetal, som vi skal være opmærksomme på.«

Derfor er borgmesterens opfordring til borgerne stadig den samme.

»Vi har sendt sms til de berørte borgere med opfordring om at lade sig teste – det er det bedste redskab, vi har, når smitten ikke er ligetil at lokalisere. Det er borgerne generelt rigtig gode til på Frederiksberg.«

Godthaabs Sogn har tirsdag en incidens på 349. Såfremt incidens, nye smittetilfælde og positivprocenten på ny stiger, vil grundskoler, ungdoms- og voksenuddannelser samt kultur- og idrætsaktiviteter blive ramt af nedlukning.

»Der er ikke mere, vi kan gøre«

To af de institutioner, der er truet af nedlukning, såfremt smitten i sognet stiger på ny, er Flintholm Svømmehal og Skolen på La Cours Vej.

»Vi følger smitten tæt, og vi ved, at nedlukning kan være næste skridt. Vi overholder dog i forvejen alle retningslinjer, vi tester børn over 12 år, spritter af, holder afstand. Vi sørger også for, at lærerne er tilknyttet én årgang, så der ikke er yderligere risiko for smitte på tværs af klasserne,« forklarer skoleleder Irene Hastrup.

Da der for nylig var et mindre smitteudbrud i en tredje klasse på Skolen på La Cours Vej, blev både elever og lærere sendt hjem. Skolen kan i høj grad følge smitten, fordi forældrene er behjælpelige med samtykke til at videregive testsvar.

»Ud over det er der altså ikke mere, vi kan gøre for nu,« siger Irene Hastrup.

Flintholm Svømmehal opfylder kravene »langt mere, end myndighedernes anbefalinger«, forklarer Lene Theresa Jepsen, der er leder af Frederiksberg Badene, som Flintholm Svømmehal hører under:

»På Frederiksberg har vi et meget højt niveau for hygiejne. Vi er ikke bekendt med, at der skulle være opstået smitteudbrud her, og vi gør allerede alt det, vi kan.«