En smitsom sygdom spreder sig i øjeblikket blandt hunde på Vesterbro og Frederiksberg.

Det advarer Centrum Dyreklinik om i et opslag på Facebook.

Der er tale om parasitten giardia, som giver din hund akut diarré, og i sidste ende kan det have alvorlige følger og føre til kronisk sygdom hos hunden, hvis den ikke bliver behandlet i tide.

Ifølge KøbenhavnLIV har klinikken oplevet en stor stigning af udbruddet på Vesterbro og Frederiksberg.

»I sidste uge havde vi 10-15 tilfælde, det er virkelig mange, vi plejer at have en eller to om ugen. Det er virkelig voldsomt,« siger Siff Krabbe, der er receptionist og klinikassistent hos Centrum Dyreklinik på Frederiksberg Allé til KøbenhavnLIV.

Samtidig understreger hun, at giardia ikke er en usædvanlig smitte, men at det nuværende udbrud er voldsommere, end de har set de foregående år.

Hvis uheldet er ude, og din hund er blevet smittet, så ses symptomerne ofte som akut diarré, som ofte er ildelugtende og lys i farven.

I nogle tilfælde kommer symptomerne også til udtryk gennem vægttab hos hunden.

Giardia smitter via afføring fra inficerede dyr, og dyreklinikken opfordrer derfor til, at det er vigtigt, at man husker at samle hundelorte op efter sig, så man ikke risikerer at videreføre smitten.

Hunden skal også helst undgå at drikke eller spise fra andre hundes skåle.

For at blive kvit med giardia skal man behandle medicinsk, og samtidig rengøre godt og grundigt i miljøet, for at undgå at hunden bliver smittet på ny.

Nogle typer giardia kan godt smitte mennesker, det er dog ikke noget, prøverne hos dyrlægen kan afklare, om der i de enkelte tilfælde er tale om.