Spørger man folkene bag byggeriet, er der ingen tvivl:
De er blevet tildelt en »historisk opgave«, når de nu kan gå i gang med at bygge et nyt centralt hovedkvarter for Forsvarets Efterretningstjeneste.
I mange år har tjenesten haft hovedsæde på Kastellet i Indre København, men også haft medarbejdere placeret på andre lokationer – blandt andet Amager. Men med et nyt domicil skal de samles under ét tag.
Mens den beslutning har flere år bag sig, står det nu klart, at det er PensionDanmark, der skal være bygherre på projektet i et samarbejde med MT Højgaard og DEAS Group – og at det er Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der har tegnet det nye hovedkvarter, som nu vises frem i nye visualeringer.
Det skal ligge på Svanemøllens Kaserne, fylde omkring 50.000 kvadratmeter og ende med at have kostet omkring to milliarder kroner.
Det gør det, ifølge de tre byggepartnere, til »danmarkshistoriens største OPP-projekt«, hvilket betyder, at det er det største offentligt-private partnerskab. Og så er det en »central investering i den nationale sikkerhed«, lyder det i en fælles pressemeddelelse.
Tilbage i 2020 løftede den nu hjemsendte chef for FE, Lars Findsen, sløret for byggeplanerne og håbede, at der ville blive tale om et »sejt sted at arbejde«.
Dengang havde Folketinget længe været enige om, at der snart skulle ske noget nyt i forhold til hovedkvarteret, fordi tjenesten – dengang og nu – har til huse i »uhensigtsmæssige« bygninger fra 1600-tallet.
En ting er, at medarbejderne er spredt ud på flere lokationer – en anden er, at vandstanden stiger nær lokationen på Amager, hvor følsom teknologi er placeret. Og, som Lars Findsen formulerede det dengang, er »saltvand og teknologi er et dårligt miks«.

Fordi Lars Findsen er hjemsendt i FE-sagen, hedder den fungerende chef Svend Larsen. Han fortæller, at tjenesten også er presset på pladsen, fordi FE vokser.
Udover at der er høje krav til bygningen på grund af det høje sikkerhedsniveau og »helt særlige krav til infrastruktur«, skal det altså blive et attraktivt sted for de nuværende og nye medarbejdere, fortæller han.
»Dette projekt opfylder alle vores krav til et nyt hovedsæde for FE, og vi ser frem til at samle langt de fleste medarbejdere under ét tag, når bygningen står færdig.«
Det er Folketingets Forretningsudvalg, der har nikket ja til aftalen, som er blevet undtaget for udbud på grund af »risiko for kompromittering af nationale sikkerhedsinteresser«, fremgår det af et aktstykke fra udvalget. Lige nu er det planen, at bygningen kan tages i brug 1. juli 2027.