Skoven vokser igen: Det er et »kæmpe plus« for en stor del af byen

Det er ikke lang tid siden, af denne skov i Roskilde Kommune sidst blev udvidet. Nu sker det igen, men det er ikke udelukkende for at skabe naturoplevelser.

Her ses Himmelev Skov fra luften i 2018. Lars Laursen

I 2004 blev de første træer plantet i skoven, og for blot et år siden blev Himmelev Skov 40 hektar større.

Men nu kan de se frem til endnu flere grønne kvadratmeter i den efterhånden store statsskov nord for Roskilde.

Roskilde Kommune, HOFOR og Naturstyrelsen meddeler nemlig torsdag, at skoven nu skal være 55 hektar større.

»Himmelev Skov er en vigtig del af den grønne ring, som vi aktivt arbejder med rundt om Roskilde by. Skoven er et kæmpe plus for hele den nordlige del af byen, og jeg er begejstret for, at vi så hurtigt kan udvide den yderligere,« lyder det fra borgmesteren i Roskilde, Tomas Breddam, i en pressemeddelelse fra Roskilde Kommune.

De tre parter har købt den ejendom, der ligger nord for det andet nye område. Og med de yderligere 55 hektar bliver skoven i alt 265 hektar – samme størrelse som Boserup Skov, der også ligger i Roskilde Kommune.

Den 55 hektar store tilføjelse til naturen i Roskilde Kommune sker ikke udelukkende for at skabe flere naturoplevelser, står der i pressemeddelelsen.

Det handler også om klima og biodiversitet, forklarer formand for Klima- og Miljøudvalget Jonas Paludan i pressemeddelelsen:

»Med de ekstra 55 ha ved Himmelev Skov opfylder vi samtidig vores 2030-målsætning for skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde fra landbrugsdrift for at reducere CO2 udledningen. Men vi skal meget længere for at nå de mål, der er sat for 2040.«

Aftalen skal desuden være med til at sikre beskyttelse af drikkevandet i området.