Nu er den gal igen med Vestbad.

Det historiske bad må holde lukket henover sommeren.

Det skyldes, at der skal følges op på restaureringsarbejdet. Det er ellers ikke længe siden, at Vestbad var igennem en grundig renovering.

Badet blev renoveret for hele 51 millioner kroner, inden det genåbnede i 2020.

Vestbad ligger på grænsen mellem Rødovre og Brøndby.

»Der er mange, der glæder sig til sommersæsonen og en tur i friluftsbadet, så det er ikke en let beslutning. Men vi skal være sikre på, at vi er helt i mål, før vi åbner de udendørs bassiner igen,« siger Kent Magelund, der er næstformand for Vestbad og borgmester i Brøndby Kommune.

Det skriver Rødovre og Brøndby kommune i en fælles pressemeddelelse.

»Vestegnens vandhunde kan godt få en dukkert hen over sommeren, men der skal følges op på restaureringen af Vestbads friluftsbad, og derfor er det kun de indendørs bassiner, som kan bruges,« lyder det i pressemeddelelsen.

Én ulykke kommer sjældent alene

Friluftsbadet har før været i problemer.

Da det skulle renoveres tilbage i 2018, gik det helt, helt galt.

En storstilet konflikt brød ud mellem bygherre og entreprenør på projektet.

Det skrev TV 2 Lorry i en artikel om konflikten.

Begge parter beskyldte den anden for at være grunden til forsinkelser af renoveringen.

Konflikten eskalerede, da Rødovre Kommune gik ind i sagen. I en pressemeddelelse fik entreprenøren skylden for forsinkelserne.

»Vi har holdt nogle møder med entreprenøren, hvor vi har presset på. Men nu skruer vi bissen lidt mere på og siger, at det skal være færdigt,« lød det blandt andet fra Lene Due, formand for vestbadets bestyrelse og socialdemokratisk kommunalpolitiker i Rødovre Kommune.

Men det ville entreprenøren ikke høre tale om.

Jon Buch, administrerende direktør for entreprenørfirmaet Christian og Essenbæk A/S, rettede skytsne direkte mod bygherren. Ifølge ham, var det nemlig bygherrens skyld, at projektet var forsinket:

»Det sejler fuldstændigt, og i mine 30 år som entreprenør har jeg aldrig oplevet noget lignende. Det er totalt uprofessionelt. De holder uretmæssigt penge tilbage, og det gør ikke situationen bedre,« sagde han blandt andet til TV 2 Lorry.

På trods af kontroverser og konflikt endte Vestbad med at åbne i juli 2020  – dog med et helt års forsinkelse.

Et plaster på såret

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Selvom friluftsbadet er lukket sommeren over, vil Vestbads indendørs bassiner stadig holde åbent – og som en ekstra bonus er de gratis for børn og unge mellem 0-15 i sommerugerne 23 til 36.

»Jeg er glad for, at vi er landet på en løsning, hvor Vestbad stadig kan bruges hele sommeren, så alle både kan nyde solen og komme i vandet, selv om det selvfølgelig var at foretrække, at vi også kunne åbne friluftsbadet,« siger Lene Due i pressemeddelelsen.

Vestbad har både en indendørs svømmehal, kurbad, motionscenter og saunagus samt det store, grønne udeareal med to svømmebassiner. Det er de to svømmebassiner, der må holde lukket.