Socialistisk Folkeparti i København fortsætter bruddet med partiets historiske status som nedrustningsparti og går nu sammen med Venstre om at foreslå, at kommunen placerer penge i europæisk våbenindustri.

»Det er et helt naturligt skridt. Putin er gået ind i Europa, og han provokerer os i Østersøen og ved vores nabolandes grænser. Vi er nødt til at kunne forsvare os selv i Europa, og det har Ukraine med al tydelighed vist, uanset hvor man har stået før, og hvad man har troet, at der ville ske efter den kolde krig,« siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) til TV 2.

Ifølge Sisse Marie Welling har Socialistisk Folkeparti traditionelt afvist at investere i våben af principielle årsager, men krigen i Ukraine har vendt op og ned på den politiske virkelighed.

»Normalt har vi sagt, at vi ikke kan lide våben, så det vil vi ikke investere i. Men nu er der et behov for, at Europa eskalerer op på våbensituationen, så vi kan forsyne ukrainerne med de våben, der er brug for,« siger hun.

Skiftet i København ligger på linje med partiformand Pia Olsen Dyhr, der ved SFs landsmøde i marts gjorde det klart, at partiet ikke længere står for afrustning, men for en styrkelse af Europas forsvarsindustri.

Forslaget fra SF og Venstre skal nu behandles på Københavns Rådhus.

Stigende forståelse for oprustning

Forsvarsaktier er på det seneste stormet frem i både popularitet og værdi. 

Det har man i høj grad bemærket hos pensionsselskabet PFA Pension, som i maj derfor åbnede for investering i to nye fonde udelukkende med forsvarsaktier. 

Det tegner et billede af, at der er en stigende forståelse for, at Europa er nødt til at investere i sit eget forsvar, udtalte PFAs direktør for ansvarlige investeringer Rasmus Bessing i den forbindelse til Ritzau.

»Forsvarsområdet er dog fortsat et dilemmafyldt område, som deler vandene, men den meget store interesse for de to nye forsvarsfonde blandt vores kunder viser, at der er sket et markant skifte, hvor flere og flere ser investeringer i forsvar som nødvendige,« udtalte han. 

Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, er PFA Pensions beholdning af forsvarsaktier steget fra 804 millioner kroner til 6 milliarder af de i alt 700 milliarder kroner, selskabet forvalter.

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« dykker alle hverdage ned i den seneste udvikling på Christiansborg, analyser fra de fremmeste profiler og spændende debatter.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. I periode med folketingsvalg, kan der komme flere daglige opdateringer med de seneste opdateringer om dette. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.