Se tegningerne: Havnebad kan få opgradering for knap 50 millioner

Op mod 65.000 gæster besøger hvert år det slidte havnebad ved Fisketorvets bagindgang i København. Nu står det formodentlig over for en omfattende renovering.

Havnebadet bag Fisketorvet var egentlig tænkt som en midlertidig løsning. Nu, 20 år senere, står det formentlig over for en stor opgradering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er Københavns ældste havnebad og er i mere end 20 år blevet benyttet flittigt.

Siden har nyere og langt flottere modeller langt overhalet indenom – og faktisk var havnebassinet, som efterhånden fremstår temmelig nedslidt, fra begyndelsen tænkt som en midlertidig løsning.

Nu er der dog – formentlig – en milliondyr kærlig hånd på vej til havnebadet bag Fisketorvet. Står det til politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget, skal det renoveres for op mod 45 millioner kroner. Det skriver MagasinetKBH.

Ifølge forvaltningen besøger op mod 65.000 gæster årligt Havnebadet Fisketorvet. Men det nuværende anlæg har hverken handicapadgang, sauna eller mulighed for omklædning.

Ej heller er det åbent for det, der noget nær er blevet danskernes nationalsport – vinterbadning.

Det er nogle af de ting, Byggeri København, kommunens egen bygherreenhed, i samarbejde med Spektrum Arkitekter har forsøgt at tænke ind i et nyt havnebad.

Basis, opgraderet eller luksus

I sommer skulle politikerne beslutte, hvilken af tre modeller for en renovering, de ønskede at gå videre med.

  • Den første var et »basis-havnebad« i stil med det nuværende til en pris på mellem 30 og 35 millioner kroner.
  • Det andet var et »opgraderet havnebad«, som altså udover det nuværende svømmebassin, børnebassin og udspring skulle inkludere omklædning, toiletter, sauna og vinterbadning. Pris: 40 til 45 millioner.
  • Luksusmodellen var den tredje, som af forvaltningen blev kaldt »et opgraderet og nyskabende havnebad«. Det skulle indeholde alt fra model nummer to – og opholdsmuligheder, udsigtsplatform og depoter til udstyr. Prisen var anslået mellem 50 og 60 millioner.

I sidste ende valgte udvalget at gå ad den mellemstore sti, som der nu arbejdes videre med.

Udspillet lægger op til et børnebassin i den ene ende, et udspringsbassin i midten og et svømmebassin på 10 gange 50 meter, som også vil blive havnebadets vinterafdeling.

Foto: Spektrum Arkitekter.

Den ene afdeling (til venstre) vil kun holde åbent om sommeren, mens den anden (til højre) vil være åben for vinterbadere. Det er også i den ende, der vil være en sauna at finde. I begge ender lægges der op til overdækkede områder, omklædningsrum og toiletter.

Foto: Spektrum Arkitekter.

Ifølge MagasinetKBH arbejdes der nu videre på projektet. Det forventes at blive spillet ind i forbindelse med »den lille budgetaftale« i marts 2023, hvor partierne forhandler om de overskydende midler fra sidste år.