Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Når du næste år står på fjernbussen i København med kurs mod blandt andet Bornholm, Aarhus, Odense eller Aalborg, bliver det under arkitekttegnede hvælvinger.
Københavns nye fjernbusterminal er langt om længe på vej efter mange spekulationer. Nu er der altså også nyt om, hvordan den kommer til at se ud. Det skriver VesterbroLIV.
Tegnerne bag hovedstadens nye busterminal er den COWI-ejede arkitektvirksomhed, Arkitema, som blandt andet også har tegnet Rigshospitalets nye børnehospital, Mary Elizabeths Hospital.
Det er planen, at den arkitekttegnede terminal skal placeres under Dybbølsbro langs jernbanen. Det bliver løsningen på et mangeårigt buskaos, der har været på Ingerslevsgade ved DGI-byen.
Det er dog ikke mere end en måned siden, at projektet vaklede på grund af for få og meget høje bud fra to entreprenørvirksomheder. I den forbindelse måtte Københavns Kommunes borgerrepræsentation hive omkring 29 millioner kroner ekstra op af lommen.
Dermed kommer hele projektet til at koste i omegnen af 146 millioner kroner.
Med alt det på plads kan projektet begynde at tage form. Det glæder i den grad Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet. Direktoratet understreger, at det ser frem til det fremtidige samarbejde med Københavns Kommune, og at det forventer at skrive kontrakt med entreprenør CG Jensen i nærmeste fremtid.
»Det bliver godt, at vi nu, hvis alt går planmæssigt, allerede næste år kan se de første langtursbusser køre ind på Busterminal København,« lyder det i en pressemeddelelse fra Niels Arend Koefoed, der er projektleder hos Vejdirektoratet,
Ifølge VesterbroLIV bliver den nye fjernbusterminal omdrejningspunkt for omtrent 195 busser, der hvert døgn kommer til at passere igennem.