Der ville have været nogle meget lave højhuse i Carlsberg Byen, Nordhavn og Amager Strand, hvis Pernille Rosenkrantz-Theil´s forslag havde været gældende, da de blev bygget.

Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten i København foreslog i juni, at nybyggeri ikke måtte overstige en højde på seks etager i hovedstaden. 

Nu kan Teknik- og Miljøforvaltningen give konkrete tal på, hvor meget forslaget kan påvirke byudviklingen.

Konklusionen er, at forslaget ville have påvirket 38,5 procent af det nybyggeri, der er blevet givet tilladelse til at opføre i København de sidste otte år.

Mere præcist vil det sige, at 65 lokalplaner ud af i alt 169 vedtaget siden 1. januar 2017, har givet tilladelse til at bygge højere end seks etager.

Det skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i en opfølgning på et politikerspørgsmål, Berlingske har set.

Forslaget vil ramme byggeri som ombygningen af Fisketorvet og de nye boliger ved Sluseholmen Metrostation.

Stigende priser

Notatet rammer ned i en debat om de stigende salgs- og huslejepriser i København.

Antallet af lejligheder til salg i København skraber bunden og rammer det laveste niveau i 12 år.

Markedet er »støvsuget«, og der er 36 procent færre lejligheder til salg i år sammenlignet med samme tidspunkt i 2024. 

Den store efterspørgsel bringer prisstigninger med sig. Prisen pr. kvadratmeter for ejerlejligheder i Københavns Kommune er steget med 94 procent de sidste ti år.

Årsagen til de skyhøje prisstigninger er, at udbuddet ikke følger med efterspørgslen, siger eksperter til Berlingske.

Det er heller ikke meget nemmere at leje i København. Berlingske kunne mandag beskrive, hvordan huslejen på det private københavnske lejemarked er steget med 67 procent de sidste ti år.

Senest har Venstres gruppeformand på Københavns Rådhus, Louise Theilade Thomsen, givet sit bud på, hvordan de høje priser skal håndteres.

Hun mener, at Pernille Rosenkrantz-Theils forslag vil give færre kvadratmeter og færre nye boliger til det hårdt pressede københavnske boligmarked.

Både Venstre og De Konservative var imod forslaget, da Pernille Rosenkrantz-Theil fremsatte det i juni.

Enhedslisten var mildere stemt og »kunne godt se pointen«, skrev Politiken i juni.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener selv, at de 38,5 procent netop understreger forslagets nødvendighed. 

»Står det til mig, så skal det nye, der bliver bygget i København, ligne København, som vi kender det – murstenskarréer med skrå tage, altaner og sprossede vinduer,« siger hun og fortsætter:

»Det bliver ikke på min vagt, at byen pladres til i grå, høje betonkasser.«