Turister, der holder ferie i Danmark, og danskere, der har sommerferie og endelig har tid til at gå ud at spise.
Sommeren er højsæson for restauranter, og gæsterne står i kø for at bruge penge. Men det er ikke alle restauratører, der har mulighed for at udnytte det. Faktisk må de vende ryggen til omsætning.
Flere restauranter oplever i øjeblikket så massiv mangel på personale, at de må ændre i åbningstiderne og undlade at fylde restauranten. Og det er ikke, fordi gæsterne ikke er der – tværtimod.
Det skriver DR, som har talt med to københavnske restauratører.
En af dem har flere restauranter i København, men kan kun fylde lidt over halvdelen af restauranten op, fordi han ikke har personale til en fyldt restaurant. Det betyder, at han må afvise mange gæster, ligesom han på en af sine restauranter har valgt at holde lukket til frokost hen over sommeren.
En anden restauratør har måttet lave et særligt menukort til sommerperioden, fordi han mangler personale.
Og de er langtfra de eneste.
Som DR også beskriver, viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der har været udfordringer med 39 procent af rektrutteringsforsøgene i hotel- og restaurationsbranchen.
21 procent at stillingerne bliver besat af medarbejdere med en anden profil, mens 17 procent af rekrutteringsforsøgene helt mislykkes.
Nye tal for Danmarks Statistik bekræfter problemet og viser, at hoteller og restauranter må sige nej til omsætning som følge af mangel på arbejdskraft.
Og det giver sig selv: Når restauranterne må sige nej til omsætning, har det store økonomiske konsekvenser.
Regler skal kigges efter i sømmene
Hos HORESTA, brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, kan man i den grad genkende, at der mangler arbejdskraft i branchen. Ikke kun i København, men i hele landet.
Og det er tilfældet, selvom beskæftigelsen i branchen aldrig har været så høj:
»Vi mangler stadig meget arbejdskraft. Lige nu står vi midt i en højsæson, samtidig med at vi er et erhverv, der er stor efterspørgsel på. Folk vil gerne ud at spise og opleve,« siger Jeppe Møller-Herskind, som er kommerciel direktør i HORESTA. Og det kan altså have de konsekvenser, at restauranterne må lukke ned i nogle tidsrum eller sige nej til gæster.
Spørger man ham, er løsningen klar:
Det skal være langt lettere for branchen at rekruttere medarbejdere. Både fra ind- og udland.
Det kan blandt andet ske ved, at man ser på beløbsgrænsen, som er den grænse for, hvor meget man som udlændinge i Danmark må tjene.
Jeppe Møller-Herskind mener også, at formodningsreglen bør afskaffes. Det er en regel, der giver danske udlændingemyndigheder mulighed for at afvise en ansøgning om arbejds- eller opholdstilladelse, hvor alle krav er opfyldt, hvis de har en formodning om, at ansættelsen ikke er reel.
Jeppe Møller-Herskind peger også på, at der er brug for et langt større fokus på erhvervsuddannelserne, hvis det fremover skal kunne lade sig gøre at løse en stor del af arbejdskraftudfordringen inden for landets grænser.
3F kan ikke genkende problemet
Hos 3F kan man ikke genkende billedet af, at der mangler hænder i branchen:
»Flere arbejdsgivere, der regelmæssigt klager deres nød, kunne passende starte med at tegne en overenskomst og tilbyde både nuværende og kommende medarbejdere fair og grundlæggende arbejds- og lønvilkår,« oplyser John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København.
De stillinger, der ikke bliver besat, er nødvendigvis ikke udtryk for et stort problem, mener Frederik Pedersen, cheføkonom hos 3F. Han påpeger, at vi ikke kender årsagen til det:
»Er det fordi, at branchen ikke tilbyder overenskomst og ordentlig løn? Hvis du ikke tilbyder ordentlige vilkår, så kan du ikke få dine stillinger besat,« siger han.




