Rådne mink fra massegrave har kurs mod Amager: »Vi er opmærksomme på eventuelle lugtgener«

Opgravede mink fra massegrave i Jylland skal ud til 13 forbrændingsanlæg i hele Danmark. Amager Ressourcecenter modtager sine læs fredag.

I en prøveopgravning torsdag blev de første af i alt 13.000 ton mink gravet op nær Holstebro. Minkene har efter sigende konsistens som feta og fragtes i særlige lastbiler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Tre læs døde mink ankommer til Amager fredag.

Det sker, fordi Amager Ressourcecenter (ARC) er et af de 13 forbrændingsanlæg rundt om i landet, som giver en hånd med for at tilintetgøre 13.000 ton aflivede mink.

»Vi modtager tre prøvelæs fredag, og så vurderer vi derfra, om vi skal modtage mere,« siger Sune Martin Scheibye, journalist ved Amager Ressourcecenter.

Også Argo i Roskilde, Norfors i Hørsholm samt Vestforbrænding i Glostrup modtager døde mink de kommende uger.

I Glostrup er der ikke umiddelbart tale om »prøvelæs«, når anlægget modtager mink omkring 25. maj, for forbrændingen har tidligere brændt mink af.

»Vi regner med at kunne håndtere op mod 60 ton mink om dagen,« siger Per-Henrik Goosmann, presseansvarlig hos Vestforbrænding.

De små pelsdyr blev aflivet på regeringens ordre i november. Argumentet lød, at Danmarks relativt store minkbestand gav coronavirussen gunstige vilkår for at mutere. 13.000 ton mink endte således i massegrave ved Holstebro og Karup i Midtjylland.

Efterfølgende vurderede Miljøstyrelsen, at minkligene risikerer at forurene nærliggende vandløb inden for to til tre år. Myndighederne har derfor besluttet, at minkene skal op af jorden og brændes.

Torsdag indledte man opgravningen i Holstebro. Det var en prøve, inden arbejdet for alvor begynder senere på måneden. Den sidste mink forventes at være gravet op og brændt i midten af juli.

Konsistens som feta

Minkene blev begravet for at eliminere smitterisikoen, og de har været begravet i et halvt år, når man graver dem op igen. Efter seks måneder i jorden, hvor ting naturligt nedbrydes og rådner, har de døde mink efter sigende fået en konsistens som sæbe eller feta.

I den forbindelse har flere udtrykt bekymring for, at arbejdet vil afstedkomme en ubehagelig lugt.

Sune Martin Scheibye tror dog på, at forbrændingsanlægget på Amager kan håndtere minkligene, uden at lugten bliver et problem.

»Vi er ikke bekymrede for lugtgener, men vi er opmærksomme på dem,« siger han og lægger til grund, at forbrændingsanlægget på Amager allerede håndterer stærke lugte fra husholdningsaffald.

En fotograf fra Ritzau Scanpix fotograferede torsdag opgravningen. Fotografen beskrev lugten på stedet som »en lugt af død« og »en sødlig affaldslugt«.

Der er cirka fire millioner mink i de pågældende grave. Ligesom andet affald bliver minkligene ved forbrændingen blandet med forskellige typer affald for at gøre det til en mere homogen masse.

Amager Ressourcecenter vurderer i løbet af næste uge, om de vil sige ja til mere end de tre prøvelæs mink.

»Vi er nødt til at vurdere, hvordan afbrændingen er gået, hvordan vores anlæg har det og lignende, inden vi eventuelt siger ja til flere læs,« fortæller Sune Martin Scheibye.