Det kan være en svær opgave at være politiker i København. Beslutningerne, der træffes på rådhuset, kan få konsekvenser for titusindvis af borgere, og bag dem ligger ofte et stort forberedelsesarbejde.
Men den betaling, som politikerne i København modtager som folkevalgte, står hverken mål med ansvaret eller arbejdsmængden. Det mener en række politikere, der nu åbner for at hæve vederlaget for at være valgt ind i Danmarks største kommune.
Det skal give medlemmer af Borgerrepræsentationen mulighed for at skrue ned for deres civile job, så de kan bruge mere tid på kommunalpolitik. Det er tiltrængt, for der er opgaver, som der ikke er nok tid til, siger flere af politikerne.
Blandt andre De Konservatives Niels Peder Ravn er tilhænger af, at vederlaget hæves:
»Jeg får selv 15.000 kroner før skat, og der er ikke meget tilbage, når skatten er betalt. Jeg vil ikke hyle, men jeg tror, at kvaliteten af det politiske arbejde ville blive hævet, hvis folk var mindre afhængige af at passe et fuldtidsjob ved siden af,« siger han og tilføjer:
»Jeg ser ikke Borgerrepræsentationen som et fritidsjob, men man bliver aflønnet, som om det var et fritidsjob.«
Lars Weiss, gruppeforperson for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, synes også, at et menigt byrådsmedlem skal have mulighed for at gå ned i tid for at passe sit byrådsarbejde, mod at grundvederlaget er højere, end det er i dag.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) mener, at man bør hæve vederlaget i specifikke udvalg frem for at hæve grundvederlaget. For eksempel fortjener Teknik- og Miljøudvalget en lønforhøjelse, mener han:
»Der er en urimelig stor arbejdsmængde, hvis man kigger på aflønningen.«
»Umuligt at passe et fuldtidsjob«
Et medlem af Borgerrepræsentationen får i dag et årligt vederlag på 145.672 kroner – svarende til 12.139 kroner om måneden. Man får desuden et vederlag på 41.544 kroner årligt for at være medlem af et af kommunens faste udvalg – for eksempel det sagstunge Teknik- og Miljøudvalg.
Nogle borgerrepræsentanter har også lukrative bestyrelsespladser, som fordeles i forbindelse med konstitueringen. Jonas Bjørn Jensen (S) sidder for eksempel i Metroselskabets bestyrelse, hvor han modtager 366.000 kroner årligt som næstformand.
Langt de fleste medlemmer har dog ikke sådanne poster og er derfor afhængige af et almindeligt job. Men et civilt fuldtidsjob betyder, at de ikke har nok tid til det politiske arbejde, lyder det:
»Der er ikke sjældent, at der er mellem 30 og 50 punkter på et møde i Borgerrepræsentationen. Vi behøver ikke at læse os ned i alt stoffet, men man vil gerne være nede i stoffet i de fleste sager. Det er enormt svært at nå,« siger Niels Peder Ravn (K).
Lars Weiss genkender problemstillingen:
»Særligt i nogle udvalg er der en meget, meget stor arbejdsbyrde. Derfor er det næsten umuligt at passe et fuldtidsjob ved siden af. Det betyder, at der er nogle input, man ikke når at få med,« siger socialdemokraten.
Hans kollega på rådhuset, SFs Rasmus Steenberger, mener også, at der er et behov for, at politikerne i København får mere tid til at passe jobbet som politiker:
»Jeg skal prioritere min tid benhårdt og sikre de sager, som jeg er gået til valg på, selvom der også er andre vigtige sager, som burde rejses. Det må være sindssygt frustrerende for de borgere, der ikke får løftet en vigtig sag, fordi vi ikke har tid nok.«
SF'eren mener, at det kan være fornuftigt at undersøge størrelsen af vederlaget. Han mener dog, at det er mindst lige så vigtigt at kigge på andre parametre, der kan give politikere mere tid til politik – såsom mere dialog med politikerens arbejdsgiver eller uddannelsessted. Han understreger, at han udtaler sig for egen regning, da han ikke har diskuteret emnet med sine politiske kolleger endnu.
»Meget ringe honorar«
Den dårlige balance mellem job og politik kan være et godt argument for at justere vederlaget, lyder det fra Lars Weiss, Jens-Kristian Lütken og Niels Peder Ravn.
Men en anden ting er, at det nuværende vederlag ikke står mål med ansvaret og mængden af opgaver. Sådan lyder det fra flere af politikerne, der især fremhæver arbejdsmængden i Teknik- og Miljøudvalget.
Jens-Kristian Lütken nævner også kommunens særlige udvalg som for eksempel Revisionsudvalget og Borgerrådgiverudvalget, hvor medlemmerne ikke bliver aflønnet på trods af »en markant mødeaktivitet,« som han udtrykker det.
V-politikeren fremhæver desuden posten som næstforperson i Børn- og unge-udvalget som en post med et »meget, meget ringe honorar«. Det ligger på 143.328 kroner årligt.
»Du skal som udgangspunkt deltage i to ugentlige møder året rundt. Det er en ret voldsom mødemængde, og man bliver nødt til at læse alle sager grundigt, fordi det har ret store konsekvenser for den enkelte,« siger han med henvisning til, at udvalget træffer afgørelse om tvangsmæssig anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet.
Ifølge Jens-Kristian Lütken er kommunen begrænset af, at den har en fast vederlagspulje til at aflønne udvalgspolitikere. Puljen svarer til 440 procent af overborgmesterens årsløn, som ligger på 1.433.284 kroner årligt, og kommunerne kan ikke bruge mere end det. Det så Jens-Kristian Lütken gerne ændret.
Hvad skal lønnen være?
På den baggrund mener politikerne, at der kan være behov for at se på, om vederlagene i Københavns Kommune bør hæves.
»Jeg synes, at det ville være fornuftigt, hvis man kunne opnå et grundvederlag i Borgerrepræsentationen, der ligger mellem 25.000 og 30.000 kroner,« siger De Konservatives Niels Peder Ravn.
Tror du, at det vil gavne københavnernes tillid til politikerne på rådhuset, når du stiller sådan et forslag?
»Nogle vil nok tænke, at det er den privilegerede klasse, der forsøger at tilrane sig flere midler. Men jeg tror også, at borgerne kan se, at det er en alvorlig affære at være politiker i København, når man kigger på budgettet, vi forvalter.«
Socialdemokratiets Lars Weiss vil ikke sætte tal på:
»Jeg tror, at der kunne være en gevinst ved, at man kunne gå ned på halv tid i sit civile job. Så kunne den anden halvdel af ens tid bruges på politik,« siger han.
SFs Rasmus Steenberger mener, at man eventuelt kan få en »ekstern« aktør til at kigge på blandt andet vederlagets størrelse.
»Vi kan ikke bare gøre det med et pennestrøg, og vi skal se på den samlede pakke. Politikere kan godt blive set som nogle grådige typer, og vi har lige haft hele diskussionen om Tivoli-kortet, som blev genstand for stor debat.«
En sag for Christiansborg?
Det er imidlertid politikerne på Christiansborg, der har magten til at ændre reglerne for vederlag.
Derfor lufter flere politikere i Borgerrepræsentationen nu muligheden for, at partierne skal tage fat i deres partikolleger på Christiansborg, så de eventuelt kan gå videre med spørgsmålet.
Niels Peder Ravn siger, at han vil drøfte det med sin gruppe på rådhuset og høre, om det er et emne, partiet skal bringe op over for »kollegerne på Christiansborg«.
Lars Weiss er heller ikke afvisende. Han siger, at Socialdemokratiet selv kunne komme med sit eget bud på, hvor meget vederlaget skal hæves, hvis Socialdemokratiet i København skulle italesætte emnet over for sine politiske kolleger på Christiansborg.
