I søndags bragte Berlingske nyheden om et villakvarter i Valby, der efter 16 røverier på et halvt år stadig ikke var blevet advaret af politiet. Nu lover Københavns Politi at informere Valby-beboerne, hvis der sker en udvikling i de mange sager. Det blev fastslået til et borgermøde mandag aften, hvor omkring 100 beboere var mødt op.
Før mødet fortalte Lisbet Fagerberg, der er talsmand for Forældregruppen Stop Røverierne, til Berlingske, at et af målene var at få fast etableret en kontaktperson, »så vi kan være sikre på, at når vi ikke har hørt fra politiet, så er det fordi, der ikke har været noget. Og så vi kan sige til vores unge, at når politiet ikke har ringet i to måneder, så betyder det, at der ikke har været noget i to måneder«.
Til mødet lykkedes det beboerne at få etableret en aftale med politiet om, at politiet tager fat i områdets kontaktperson, hvis der sker noget i området, eller hvis der sker afgørende fremskridt i de seks sager.
Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Rasmus Agerskov Schultz har tidligere sagt til Berlingske, at der burde være sendt en advarsel ud tidligere. Denne indrømmelse blev gentaget på mødet.

Efter mødet fortæller en beboer, der er far til en af de forurettede, at han er fortrøstningsfuld:
»Jeg har været bekymret for, om der fra politiets side har været lagt tilstrækkelige ressourcer ind for at få opklaret det her, og det har jeg fået svar på, at det er der,« sagde han:
»En anden ting, der også var vigtig i det her, er, at jeg nu føler mig overbevist om, at politiet nu vil informere mere tilbage til borgerne, fordi de måske også har indset, at det er til begges fordel, da de også har en interesse i, at vi alle sammen føler os trygge.«
Indtil videre er tre anholdt og én person, som man regner med har spillet en central rolle i Frederiksberg-røverierne, sidder varetægtsfængslet. Derfor mener politiet nu, at der er sat en prop i problemet med røverier i villaområderne.
Seks røverier i Valby - ti på Frederiksberg
Under mødet kom det desuden frem, at de 16 røverier, som Berlingske tidligere har fået bekræftet fra politiet, dækker over to områder, og altså ikke kun villakvarteret i Valby.
Jacob Christensen, der er lokalbetjent i Valby-området, fortæller, at kun seks af de 16 røverier er sket i Valby-området mens de resterende ti sager knytter sig til et bestemt område i Frederiksberg for enden af Roskildevej.
Sagerne har flere lighedspunkter, da de ti sager på Frederiksberg også skulle involvere en mørk sti i et ellers roligt villakvarter.
Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Rasmus Agerskov Schultz vil nu undersøge, om beboerne i dette kvarter er blevet advaret om de ti røverier.