Tasken er pakket, blyanten er spidset, og i maven flyver en lille sommerfugl eller to måske rundt.
Mandag slår skolerne igen dørene op efter sommerferien, og for nogle er det ikke bare årets første skoledag, men den første skoledag, og det stiller større krav til landets billister.
De skal nemlig være ekstra opmærksomme på de mindste trafikanter, der for nogles vedkommende bevæger sig alene ud i trafikken for første gang.
For at sikre, at alting går, som det skal, står politiet derfor klar med ekstra kontroller på årets første skoledag, og det vil politiet fortsætte med at gøre de kommende to uger.
Det skriver blandt andet Københavns Vestegns Politi.
Det er lokalpoliti, færdselsbetjente og patruljevogne, der står klar og vil holde øje på skoleveje og ved skolerne her til morgen og i de kommende morgener. Det er nemlig nu, at »mange små drenge og piger skal lære at begå sig i trafikken til fods og på cykel«.
Sådan lyder det fra Søren Uhre, der er leder af lokalpolitiet og vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi.
Han opfordrer derfor til, at alle trafikanter - og særligt bilister - er ekstra opmærksomme på at være et godt eksempel, samt at man viser et særligt hensyn over for børnene.
»Det skal være sikkert og trygt for børn og unge at cykle eller gå i skole, og vi foretrækker at forebygge og tale om trafiksikkerhed med børn og voksne, men vi har jo også altid en pen og en blok med,« siger han.

Fotovogne tages i brug
Det fremgår af Københavns Vestegns Politis hjemmeside, at betjentene vil særligt have fokus på trafiksikkerhed, samt at der tages hensyn til børnene i trafikken.
Derudover vil man også holde øje med, om børnene er spændt fast med sikkerhedssele i bilerne, og om hastighederne overholdes – visse steder vil det også ske ved hjælp af fotovogne.
Det er dog ikke kun politiet, der har fokus på de små trafikanter i skoleårets første dage.
Det har man også hos Rådet for Sikker Trafik, der i samarbejde med landets kommuner igen gennemfører kampagnen »Børn på vej«, der skal sikre, at trafikanterne husker at være ekstra opmærksomme på de små og nye trafikanter.
Kampagnen løber fra i dag og fire uger frem.