Politi efterforsker teori om mulig »gengældelse« efter skudepisode på Nørrebro

En 21-årig mand blev mandag aften ramt af skud på Jægersborggade i København. Politiet efterforsker nu, om det har forbindelse til en række andre voldelige episoder i hovedstaden.

Københavns Politi fik mandag klokken 20.02 anmeldelsen om et skyderi ved Jægersborggade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup (arkivfoto)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En lang række knivstikkeriet og skudepisoder har de seneste måneder udspillet sig i og omkring København.

Mandag fandt endnu et skyderi sted, denne gang i Jægersborggade på Nørrebro. Her blev en 21-årig mand efterfølgende bragt til Rigshospitalet i kritisk tilstand.

Københavns Politi oplyser tirsdag formiddag til Berlingske, at manden er »svært tilskadekommen«, men i live.

Politiet efterforsker nu en teori om mulig »gengældelse« i forbindelse med de forløbne måneders voldelige episoder, lyder det:

»Københavns Politi oplyser, at der er en bred og omfattende efterforskning af skyderiet i Jægersborggade mandag. Og at hovedfokus lige nu er på at efterforske, hvorvidt det kan dreje sig om gengældelse i forbindelse med nogle af den seneste tids knivstikkerier.«

Politiet fik anmeldelsen om et skyderi ved Jægersborggade mandag klokken 20.02 og anholdt senere på aftenen en mand. Han blev dog løsladt kort efter, da det stod klart, at han ikke havde noget med skyderiet at gøre.

Københavns Politi vil tirsdag være til stede i Jægersborggade med en mobil politistation. De opfordrer eventuelle vidner til enten at henvende sig her eller at ringe 1-1-4.

Skudepisoden i Jægersborggade sker blot to dage efter, at en 17-årig ung mand blev stukket med kniv flere gange i Sigurdsgade på ydre Nørrebro.

På baggrund af vidneudsagn og overvågning kan politiet konkludere, at der er tale om to gerningsmænd. Ingen er endnu anholdt.

Politiet indførte 29. december 2022 en såkaldt visitationszone på dele af Nørrebro og Nordvest. I zonen kunne politiet uden at have nogen konkret mistanke kropsvisitere folk og ransage køretøjer.

Visitationszonen blev forlænget, men udløb igen 19. januar.

Du kan få et overblik over den seneste tids voldelige overfald her: