Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Først Radikale Venstre, så Alternativet og nu Socialdemokratiet.
For tredje gang melder Manu Sareen sig ud af et politisk parti – denne gang til fordel for en formandspost i adhd-foreningen.
Samtidig ønsker han at forlade posten som første suppleant til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.
»Når man er formand for så mange, er man nødsaget til at stå upolitisk, eksempelvis i forhandlinger og alt muligt andet. Det er jo en interesseorganisation,« begrunder Manu Sareen.
Sareen stillede op til kommunalvalget for Socialdemokratiet og fik 271 personlige stemmer. Han manglede 59 stemmer for at tage det femte og sidste socialdemokratiske mandat, hvorefter han endte som første suppleant i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.
Var de personlige stemmer, du fik, forgæves?
»Nej. En stemme er aldrig forgæves. De har jo både stemt på mig og Socialdemokratiet. Den politik, som Socialdemokratiet fører på Frederiksberg, fortsætter,« siger Manu Sareen.
Vil det være en socialdemokratisk formand, der står i spidsen for adhd-foreningen?
»Nej, det vil være en formand, der har arbejdet indenfor det sociale område hele sit liv,« forsikrer han.
Minister, partihopper, forfatter
Manu Sareen, der bor på Frederiksberg, er selv diagnosticeret med adhd. Han er er uddannet socialpædagog, konfliktmægler og coach.
I 2001 blev han valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre.
Ti år senere blev han valgt til Folketinget, hvor han fra 2011 til 2014 var minister for ligestilling, kirke samt minister for nordisk samarbejde. Fra 2014 til 2015 var han minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.
Han blev ikke genvalgt ved folketingsvalget i 2015, og året efter smuttede han fra Radikale Venstre for at melde sig ind i Alternativet, hvor han var medlem indtil 2018.
I 2020 meldte han sig ind i Socialdemokratiet, som han så forlader til fordel for sit hverv i adhd-foreningen.
Manu Sareen har blandt andet udgivet bogen »Hører du overhovedet efter« om adhd.