Hundredvis af festglade FCK-fans på Øster Allé i København, der vil købe øl, lade vandet og sætte sig til rette på borde og bænke.
Læg dertil et område bag Parkens endetribune, der vender imod boligområdet Brumleby. Her vil fans også kunne lade vandet og gøre brug af masser af borde og bænke, en seks meter høj hoppeborg, små fodboldbaner og en oppustelig dartskive.
Dette kan blive virkeligheden for Parkens naboer, efter at Parken har bedt om tilladelse til at opføre en fanzone i forbindelse med 22 af årets FCK-hjemmekampe.
Parken mener, at fanzonen vil skabe mere strukturerede forhold omkring FCK’s kampe, men her er naboerne tydeligvis af en anden opfattelse.
I alt har 197 naboer sendt et høringssvar til Københavns Kommune – langt størstedelen er kritiske.
Ifølge forvaltningen frygter naboerne blandt andet »store støjgener«, »uhensigtsmæssig adfærd fra tilskuere«, »lugt« og »problemer med affald«.
Her er uddrag fra et par af høringssvarene:
»Jeg vil på det kraftigste gøre indsigelse mod begge forslag fra Parken. Det er helt urimeligt, at vi som beboere skal udsættes for dette voldsomme »tivoli«, hver gang der er fodboldkamp,« skriver en borger.
»Mine små børnebørn bliver bange, når der er fodboldkampe, og folk råber og skriger og går ind igennem Brumleby, så stort set alle går indenfor, når fodboldfolket er udenfor. Lad os være i fred,« skriver en anden borger.
Klart nej
I løbet af 2022 opstillede Parken en midlertidig fanzone med et stort publikumsområde lige op ad boligområdet Brumleby.
Fanzonen var til stor gene for naboerne i Brumleby, og i oktober 2022 var fanzonen til politisk behandling på rådhuset. Her blev det et rungende nej fra Teknik- og Miljøudvalget.
Derfor måtte Parken mindske fanzonen, men nu har Parken altså på ny søgt om en ordning, der efter planen skal behandles på rådhuset 27. marts. Den er dog ikke lige så omfangsrig som den, politikerne behandlede i efteråret.
Parken har foreslået to modeller, som begge kræver dispensation fra lokalplanen, og som begge vil have et forventeligt deltagerantal på 5.000.
Den mest omfattende model – model et – indeholder blandt andet et publikumsområde på Øster Allé med fem foodtrucks, 16 bord- og bænkesæt, en klapbar, to peki-barer, fem urinaler, to statuer samt en container, hvorfra FCK vil sælge merchandise.
Modellen indebærer også udeservering på fortovsarealet mellem parkeringspladserne og B-tribunen, ligesom Parken ønsker at inddrage parkeringspladserne til at opstille en toiletvogn, seks urinaler, 27 bord- og bænkesæt samt et sponsor- og børneområde. Sponsor- og børneområdet indeholder tre små fodboldbaner, en hoppeborg på seks meter, en oppustelig dartskive på 4,5 meter og et oppusteligt mål på 4,7 meter.
Den anden model ligner den første, men her vil der ikke blive opstillet noget på parkeringsarealet, hvilket er en væsentlig forskel.
Parken foretrækker den første model, mens forvaltningen anbefaler politikerne at stemme ja til den anden model, idet den første model vil genere naboerne.
I tvivl om opbakning
Medlem af Borgerrepræsentationen Louise Theilade Thomsen (V) planlægger et ja til model nummer to:
»Spørgsmålet er, om der overhovedet vil være flertal for nogen af modellerne, men jeg hælder mest til nummer to. Det er en god måde at imødekomme kritikken på, for på den måde vil der ikke være lige så stor aktivitet i nærheden af Brumleby,« siger hun.
Socialdemokratiet har ikke taget stilling til sagen, mens Berlingske forgæves har forsøgt at få en kommentar fra Enhedslisten og SF.
FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, har i et debatindlæg i ØsterbroLIV svaret på den kritik, der er kommet fra beboere i forbindelse med, at forslaget skal behandles på rådhuset.
Han skriver i debatindlægget, at fanzonen kan bidrage til at strukturere forholdene og blandt andet mindske støjen. Han oplyser desuden, at Parken har iværksat en række tiltag for at imødekomme naboernes kritik.
Parken vil for eksempel ikke spille musik ved fanzonen, ligesom Parkens vagter vil rundere i området i forbindelse med kampene. Der vil også blive indsamlet affald umiddelbart efter kampstart, ligesom området vil blive fejet.