I tre år er ordningen ikke kommet i spil.
Til gengæld har det kostet Københavns Kommune 2,2 millioner kroner – om året – at administrere den såkaldte bankgaranti. Det skriver DR.
Ordningen går ud på, at danskere, som vil giftes med en person uden for EUs grænser, skal stille en bankgaranti på 100.000 kroner.
Skulle ægtefællen komme på kontanthjælp, tager kommunerne af garantien og udbetaler den som kontanthjælp. Dertil kommer, at ægtefællen risikerer at miste sin opholdstilladelse.
Men selvom bankgarantien ikke har været i spil i flere år, har det altså kostet København millioner at administrere de knap 4.000 aktive bankgarantier.
Det får beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) til at kalde lovgivningen »skør«. Står det til ham, bør man give de forskellige ordninger på udlændingeområdet et serviceeftersyn.
»Det har vi faktisk muligheden for nu, fordi der en bred regering, som ikke er afhængig af de yderfløje, som har skreget på stramninger i flere år. Nu kan man faktisk se på dem nøgternt og rationelt og spørge, om det er noget, der virker,« siger han til DR.
Til samme medie udtaler udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), at udlændinge, der kommer til Danmark, skal være selvforsørgende og ikke ligge det offentlige til byrde. Han fremhæver, at bankgarantien både har en præventiv effekt, men også giver mulighed for at inddrive eventuelle fremtidige udgifter.
Det er ikke et succeskriterium, at kommunerne skal inddrage penge fra bankgarantien – tværtimod, lyder det.