En smuttur til Sverige er fordelagtig for tiden, hvor den svenske krone er i bund. Broprisen skal dog medregnes i det store regnestykke, hvis du for eksempel kører til det populære butikscenter Emporia i Malmø for at spare penge på dagligvarer.
Men nu falder broprisen også – for første gang siden 2002. For en enkelt gruppe bliver det dog dyrere.
Netop nu lancerer Øresundsbron sine nye priser, produkter og platforme.
»Vi vil gerne tilbyde vores kunder en billigere pris, og vi gør det på et tidspunkt, hvor mange andre ting bliver dyrere. Det bliver simpelthen billigere og nemmere at krydse Øresund for alle med en rabataftale, priserne pr. tur falder med cirka syv procent,« siger Berit Vestergaard, salgs- og marketingdirektør hos Øresundsbron.

Fra 14. marts bliver Bropas-rabataftalerne erstattet af nye rabataftaler. De vil hedde ØresundGO, ØresundPENDLER og ØresundBUSINESS.
Alle enkeltture over Øresundsbroen bliver billigere for alle kunder med en rabataftale allerede efter første rejse tur/retur.
Den lille detalje er, at normalprisen er steget fra 415 til 440 kroner. Og fra 395 til 420 kroner, hvis du forkøber din billet. Det er en stigning på seks procent.
Hvis du ikke allerede er aftalekunde, kan du altså med fordel tilmelde dig ØresundGO og spare 270 kroner for en tur over broen.
Senest 31. maj lancerer Øresundsbroen også rabataftalen ØresundPENDLER+, et periodekort som tilbyder, at pendlerne kan krydse broen så meget, de vil til en fast pris i en 30 dages periode.
Det betyder, at en pendler, som kører over Øresundsbroen fem dage om ugen, vil kunne spare mindst 877 kroner om måneden med ØresundPENDLER+ frem for en almindelig ØresundPENDLER-aftale.
Forleden bragte Berlingske en historie om Thomas Vibæk Meijer, der bor i Sverige og på nuværende tidspunkt betaler 3.872 kroner i broafgift om måneden for at køre på arbejde i Danmark fem dage om ugen. Og han er langt fra alene.
Tal fra Øresundsinstituttet viser, at der er 4.742 personrejser i bil over broen pr. døgn. De nye priser er i særlig grad favorable for denne gruppe.
»Øresundsbron arbejder for en mere integreret Øresundsregion, hvor det er nemt at bo og arbejde på begge sider af Øresund. Med vores nye periodekort bliver det mere fleksibelt og endnu billigere at pendle meget over Øresundsbroen. Prisen falder mest for dem, der rejser meget,« forklarer Berit Vestergaard fra Øresundsbron.

