Borgere med beboerlicens til parkering i en af Københavns parkeringszoner kan langt fra altid finde en ledig plads.

Det er et stort problem, mener Nye Borgerlige i København. Derfor foreslår partiet nu, at bilejerne skal have lov til at benytte private parkeringsanlæg ganske gratis uden for normal arbejdstid.

Ifølge partiet er det parkeringsanlæg i forbindelse med erhvervsbyggeri, dagligvarehandel og butikscentre, som skal tages i brug – og som kommunen skal betale for, at byens beboere kan bruge eksempelvis i tidsrummet 17 til 8 om morgenen.

»I kommunens budget for 2022 vil byens bilejere i år betale 552 millioner kroner i beboerlicens til kommunen. Imidlertid forringes servicen konstant for byens bilejere,« lyder motivationen.

Niels Peder Ravn blev valgt ind i Borgerrepræsentationen for Nye Borgerlige ved kommunalvalget i november.
Niels Peder Ravn blev valgt ind i Borgerrepræsentationen for Nye Borgerlige ved kommunalvalget i november. Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Ifølge Nye Borgerliges mand i Borgerrepræsentationen, Niels Peder Ravn, har de københavnske bilejere gennem mange valgperioder været udsat for en hetz.

»Beboerlicensen stiger og stiger – og er ikke engang en adgang til en parkeringsplads. Det er simpelthen bare adgangen til at have en bil i København,« siger han.

»Derfor synes jeg egentlig kun, det er rimeligt, at kommunen begynder at give lidt tilbage.«

Niels Peder Ravn, som har siddet i Borgerrepræsentationen siden årsskiftet, tilføjer, at han er indigneret over måden, hvorpå bilejere omtales til møderne.

»Det er fuldstændig legalt af have en bil i Danmark, selvom det voldsomme røde flertal i København får det til at lyde, som om man er småkriminel,« siger han.

»Det er en hel gal indstilling, må jeg sige.«

Forslaget vil blive præsenteret på et møde i Borgerrepræsentationen torsdag aften. Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning skal udarbejde en indstilling til politisk behandling.