Opdateret

Nyt om politiaktion ved Metroen: 37-årig mand anholdt – sigtet for trusler på livet

presse-fotos.dk

Københavns Politi har anholdt en person, som er mistænkt for at have båret et uægte våben i Metroen tirsdag aften.

Det oplyser politiet på Twitter.

'Vi har anholdt en 37-årig mand, som mistænkes for at være identisk med den mand, som i aftes udviste mistænkelig adfærd ved at bære en våbenlignende genstand i metroen. Han blev anholdt ved middagstid på Østerbro', skriver politiet og tilføjer:

'Den 37-årige er sigtet for trusler på livet ved at have rettet våbnet mod andre. Vi leder fortsat efter våbnet, som med stor sandsynlighed er et hardball-gevær'.

Det var anmeldelser om en mistænkelig person med en geværlignende genstand, som tirsdag aften fik politiet til at rykke massivt ud på flere metro- og togstationer i København.

Det oplyste Københavns Politi onsdag morgen.

'Vi har nu undersøgt de anmeldelser, vi fik i går om en mistænkelig person i metroen, som lød på en person med en geværlignende genstand'.

'Vores efterforskning viser, at våbnet med stor sandsynlighed er uægte,' skrev politiet på Twitter.

Onsdag morgen var det igen et fuldstændig almindeligt billede, som københavnere ville blive mødt med på stationer, oplyste central efterforskningsleder Kenneth Hviid Simonsen klokken fem onsdag morgen.

Politiet meddelte første gang om hændelsen kort før klokken 23 tirsdag aften. Omkring klokken et natten til onsdag oplyste efterforskningslederen, at indsatsen var 'droslet lidt ned'.

»Vi kommer ikke til at sige noget om det for nuværende. Vi kommer til at arbejde videre på det natten igennem,« sagde han i den forbindelse.

På det sociale medie skrev politiet også, at det tager det meget alvorligt og rykker talstærkt ud, når det får anmeldelser om en mistænkelig person i for eksempel den offentlige transport.

Onsdag morgen kommer politiet med en opfordring til borgere om at tænke sig om, hvis man har våbenlignende genstande med sig.

'Vi opfordrer kraftigt folk til at tænke sig om, hvis man har våbenlignende genstande med i det offentlige rum. Det kan være svært at se forskel, og det kan dermed skabe stor utryghed,' skriver Københavns Politi på Twitter.