Ny svømmehal på vej til Østerbro

En ny svømmehal på Østerbro er blandt de punkter, Københavns politikere er blevet enige om, skal have glæde af pengene fra sidste års kommunale regnskab.

Svømmehallen skal ligge på Beauvaisgrunden på Ydre Østerbro i København, der tidligere husede Beauvais-fabrikken. Liselotte Sabroe

Det har i lang tid været på tegnebrættet, at Østerbro skal have en ny svømmehal på Beauvaisgrunden.

Men nu sker det endelig.

Der er nemlig sat penge af til opførelsen af den nye svømmehal i den såkaldte »overførselssag« for 2022-2023 i Københavns Kommune.

En nyhed, der glæder formand for Østerbro Lokaludvalg, Allan Marouf, fortæller han til ØsterbroLIV:

»Det er en glimrende idé. Vi har ventet længe på den svømmehal, for der er brug for den. Den kan hjælpe folk med at komme hurtigt til svømning, for i dag er der lang ventetid på Østerbro på grund af lukketider og renovationsarbejde.«

Svømmehallen på Beauvaisgrunden er under ventetiden blevet udvidet i størrelse.

Oprindeligt var det planen, at den nye svømmehal skulle være 3.500 kvadratmeter, men i 2022 blev et enigt kultur- og fritidsudvalg enige om, at den i stedet skal være 4.200-4.600 kvadratmeter.

Argumentet for udvidelsen er, at der skal skabes bedre tilgængelighed for handicappede, ældre og forældre med småbørn i vandet.

Svømmehaller lukker på stribe

Nyheden om den nye svømmehal falder på et tidspunkt, hvor mange af de københavnske svømmehaller er lukkede.

Især på Østerbro må man lige nu kigge langt efter et sted at træde vande og svømme baner, da den gamle svømmehal, Øbro-Hallen, er lukket grundet renovering. Derfor er det lige nu kun Emdrup Bad, der er åbent.

Øbro-Hallen er kendt som »Københavns smukkeste svømmehal«, men er lige nu lukket på grund af renovering. Søren Bidstrup

Men også Emdrup Bad står over for en »gennemgribende renovering« i 2027-2028, fremgår det af en oversigt fra Københavns Kommune.

Det er dog ikke den eneste svømmehal i hovedstadsområdet, der må holde lukket i en kortere eller længere periode i de næste år på grund af renovering.

Frederiksberg Svømmehal er lige nu lukket, ligesom Vesterbro Svømmehal også er nødt til at dreje nøglen om i 18 måneder i 2023-2024. Det samme gør sig gældende for Sundby Bad, samt en lang række andre svømmehaller.