Siden 1893 har den mægtige bygning været med til at indramme Rådhuspladsen i hjertet af København.
I de senere år har Helmerhus gennemgået en totalrenovering – og nu løfter ejendommens nye lejere sløret for, hvad kvadratmeterne skal bruges til.
Kontorhotelfirmaet ordnung overtager cirka 9000 kvadratmeter fordelt på tre etager – det svarer til omkring 60 procent af ejendommens kontorareal.
Her vil firmaet skabe et »eksklusivt« kontorhotel. Det skriver KøbenhavnLIV.
»Helmerhus er udviklet med stor respekt for husets historiske rammer og ombygges i et kvalitetsniveau, vi ikke ser mange andre steder i København,« siger Anders Chr. Andersen, ceo i ordnung, i en pressemeddelelse og tilføjer:
»Med denne placering får vi en unik mulighed for at tilbyde både store og små virksomheder de bedste rammer for det moderne arbejdsliv, med høj fleksibilitet, professionel atmosfære og adgang til de bedste faciliteter«.
Flere formål
Helmerhus er planlagt til at genåbne i sensommeren 2026.
Ud over kontorarealer skal der også være lejligheder, butikker, restauranter og cafeer i den nyrestaurerede ejendom.
Bygningen er tegnet af Henrik Hagemann og Knud Arne Petersen og blev i sin tid kendt som »Utrecht-bygningen« – efter husets første bruger, forsikringsselskabet Utrecht, hedder det på helmerhus.dk.
Henning Larsen Architects står bag den omfattende totalrenovering af bygningen, der begyndte i 2021 og varer frem til 2026.
»Vores tilgang til transformationen af Helmerhus har været at tage hensyn til helheden. Vi har prioriteret at genskabe den ydre symmetri og åbne bygningen op mod Rådhuspladsen, samtidig med at vi har skabt plads til inspirerende og moderne arbejdspladser, der føles som en del af historien,« siger Katrine Daugaard Jørgensen, Head of Transformation hos Henning Larsen Architects, på arkitektfirmaets hjemmeside.
Bygningen, der frem til 2017 var ejet af Alm. Brand, blev i januar 2021 solgt af britiske Aberdeen Standard til den tyske ejendomsudvikler AM Alpha for tæt på trekvart milliard kroner.
Værdien af Helmershus blev ved udgangen af 2021 vurderet til at være omkring 741 millioner kroner.



