Nu vil Normstormerne helt ned i børnehaveklassen: »Dårlig idé at lade dem forsøge at radikalisere børn«

Normstormerne udvider nu undervisningstilbuddet for københavnske folkeskoleelever helt ned til 0. klasse. Selv mener den omdiskuterede organisation, at den hårde kritik er udtryk for misforståelser.

Hidtil har det været forbeholdt børn i 4. klasse og opefter at få besøg af Normstormerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Organisationen, som vil storme normer, har mødt hård kritik for indoktrinering og kønsaktivisme målrettet børn, siden dens ellers hemmelige undervisningsmateriale i sommer fandt vej til avisernes spalter.

Nu udvider Normstormerne så butikken med undervisningsmateriale, der henvender sig til skoleelever helt ned til 0. klasse. Det skriver Kristeligt Dagblad, og det oplyser Normstormerne på Instagram.

Indtil nu har tilbuddet om undervisning til københavnske skoleelever været forbeholdt børn fra 4. klasse og op. Men det har længe været planen, at elever i de alleryngste klasser også skal »lære at mærke grænser og føle sig trygge i deres identiteter«.

Det møder kritik fra blandt andre Mathilde Kastbjerg, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation for De Konservative.

»Det er efterhånden blevet klart og tydeligt for alle, at det er en politisk organisation med stærkt ideologiske holdninger til køn og seksualitet. Jeg synes virkelig, det er en dårlig idé at lade dem forsøge at radikalisere børn ned til 0. klasse, der ikke har nogen forudsætninger for at kunne forholde sig kritisk til denne undervisning,« siger Mathilde Kastbjerg til Kristeligt Dagblad.

Hun har nu indsendt en række spørgsmål til Børne- og Ungdomsforvaltningen om Normstormerne, herunder organisationens plan om at udvide til indskolingsniveau.

Normstormernes konsulent

På Instagram oplyser organisationen, at det er queeraktivisten Ivy-Oak Bech Carlton, som har fået til opgave at producere undervisningsmateriale til indskolingselever for Normstormerne.

Bech Charlton er ifølge sin egen blog uddannet pædagog og tilbyder en række ydelser inden for familierådgivning, redaktørarbejde for skønlitterære forfattere med særligt fokus på trans- og queerrepræsentation samt rådgivning af virksomheder.

På sin blog og Instagram-profil beskriver Ivy-Oak Bech Carlton, som identificerer sig som nonbinær, at man skal holde op med at tale om menstruation som et kvindeligt fænomen.

Her kan man også læse om, hvordan man kan kalde børn i familien for »nivøcer« frem for niece eller nevø, eller en »søsken« i ental frem for en søster eller bror, hvis man vil undgå at bruge kønnede udtryk.

Præcis hvad undervisningsmaterialet til indskolingseleverne vil rumme, vides ikke.

Vil offentliggøre undervisningsmateriale

Nyheden mødes med skepsis fra blandt andre Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved Forskningscenter for Pædagogik og Dannelse ved professionshøjskolen VIA University College.

Forskningschefen har tidligere over for Politiken kaldt det »grundlæggende problematisk«, at klassens lærer ifølge Normstormernes materiale skal sætte sig ned bagved, mens undervisningen pågår.

»Lærerne er altid de faglige autoriteter rent pædagogisk og didaktisk. Derfor er de en del af undervisningen. Hvor end den nu måtte foregå. De observerer ikke bare,« lød det.

Normstormerne selv mener, at kritikken er udtryk for misforståelser af produktet. Det siger sekretariatsleder Violeta Ligrayen Yañez til Kristeligt Dagblad.

Derfor har man også besluttet, at man fremover vil praktisere en anden åbenhed omkring undervisningsmaterialet:

»Vores undervisning handler om, at der skal være plads til alle i folkeskolen, og at lgbtq+-børn skal føle sig trygge. Jeg tror, at nogle af misforståelserne er opstået, fordi vi ikke har været gode nok til at kommunikere om vores projekt. Derfor har vi også bestemt os for, at vi i fremtiden vil offentliggøre de øvelser, vi laver med eleverne.«